x

Kun to tilbage i Danmark: Byport i Stege slår dørene op efter fem års restaurering

Pressemeddelelse 11. april 2025

Et enestående stykke dansk middelalderarv får nyt liv. Fredag den 11. april genåbner Mølleporten, byporten i Stege, efter en omfattende restaurering, og publikum inviteres med ind bag murerne til et sjældent indblik i byens befæstede fortid.

Mølleporten i Stege er en af kun to bevarede middelalderbyporte i Danmark. Med sin markante arkitektur og strategiske placering har den i århundreder været både et symbol på Steges forsvar og en port til byen - både i fysisk og kulturel forstand.

Nu genopstår den som formidlingssted og levende historisk monument, efter et femårigt restaureringsprojekt realiseret i samarbejde mellem Museum Sydøstdanmark, Vordingborg Kommune, A.P. Møller Fonden og den filantropiske forening Realdania. 

Restaureringen, der blev påbegyndt i 2020, har haft til formål at sikre Mølleportens fremtidige bevaring, at fremhæve dens historiske og arkitektoniske kvaliteter, og at skabe adgang til porten for offentligheden.

Besøgende kan med åbningen opleve porten indefra, bevæge sig op gennem etagerne og få indblik i livet, forsvaret og hverdagen i middelalderens Stege - og samtidig nyde udsigten over by og landskab fra toppen af tårnet.

"Mølleporten er er et nationalt kulturarvsikon. Genåbningen markerer derfor et vigtigt skridt i arbejdet med at levendegøre og formidle Danmarks middelalderhistorie i autentiske rammer", siger Keld Møller Hansen, direktør for Museum Sydøstdanmark.

Gadeniveauet sænket 80 centimeter

Med restaureringen har Mølleporten genvundet sin oprindelige højde fra slutningen af 1400-tallet. Bygningens sokkel gemte sig næsten en meter under den nuværende gade. Derfor er gadeniveauet sænket næsten 80 centimeter i forbindelse med restaureringen.

Bygningen møder nu det omgivende terræn naturligt og styrker oplevelsen af et autentisk, historisk kulturmiljø omkring Mølleporten. De omgivende færdselsarealer er desuden trafiksikret, så forbipasserende og museumsgæster kan færdes sikkert.

Porten genåbner for offentligheden fredag den 11. april kl. 13.00.