x
Ny boligpris :

Bevar Boligen: Ny pris hædrer boligejere, der ombygger med sans for bæredygtighed

Pressemeddelelse 10. april 2025

En ny pris hædrer de boligejere og arkitekter, som med omtanke, æstetisk fingerspidsfornemmelse og bæredygtighed i højsædet har forvandlet eksisterende boliger til moderne hjem. Bag prisen står Danske BoligArkitekter i samarbejde med indsatsen Bevar Mere, der vil inspirere danskerne til at renovere, transformere og bevare i stedet for at rive ned og bygge nyt. Du kan indstille din bolig allerede nu.

Har du renoveret dit 70’er-typehus med fokus på bevaring og genbrug? Har du ombygget en klassisk én-familiebolig, så flere kan bo under samme tag? Eller har du opgraderet dit hjem med materialer, der har et lavt klimaaftryk? Og har du gjort det i samarbejde med en arkitekt? 

Så kan din bolig komme i betragtning til en helt ny pris ’Bevar Boligen’. Prisen uddeles i fem kategorier med hver sit særlige fokus på bæredygtig boligfornyelse og hædrer både modige boligejere og dygtige arkitekter. Formålet er – med inspirerende eksempler – at vise danskerne, hvordan man kan indtænke bæredygtighed, når man ombygger eller renoverer sin bolig. 

At bo bedre er noget andet i 2025

En jury bestående af fagpersoner inden for arkitektur, bæredygtighed og kommunikation skal vurdere de indstillede boligprojekter og udpege de nominerede. Det er blandt andre chefredaktør på magasinet Bo Bedre, Erik Rimmer. Han oplever en stor interesse for, hvordan man i højere grad bevarer og tager udgangspunkt i det, der er.

”At bo bedre er noget helt andet i 2025, end det var for bare 10 år siden. I dag skal vi være langt bedre til at bevare det guld, vi har. Men det kan være svært for mange at komme godt i gang. Hvordan griber jeg det bedst an? Hvordan vælger jeg de rigtige materialer? Derfor håber jeg, at den her pris kan inspirere flere danske boligejere til at passe bedre på det, de har, frem for at bygge nyt. For klimaets skyld, og for de gevinster vi får i form af smukke og unikke boliger, der har særpræg og historie, som man ikke kan nybygge sig til,” siger Erik Rimmer.

Kåring på Arkitekturens Dag i oktober

Prisen Bevar Boligen uddeles af organisationen Danske BoligArkitekter i samarbejde med indsatsen Bevar Mere, som Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og den filantropiske forening Realdania står bag. 

”Vores hjem er rammen om vores liv og fundamentet for vores livskvalitet. Vores boliger rummer et stort potentiale for at skabe flere og bedre boliger – uden at bygge nyt.   Det kan medvirke til at reducere klimaaftrykket og bidrage til at skabe et rigt og varieret boligudbud, der i højere grad imødekommer nutidens levede liv, end det er tilfældet i dag. Jeg håber, at prisen kan få de gode eksempler frem i lyset, så andre kan blive inspireret og blive klogere på, hvordan vi kan skabe mere bæredygtige boliger ved at tænke nyt om det, vi allerede har,” siger Søren Meyer, udviklingschef i Grundejernes Investeringsfond. 

Vinderne i Bevar Boligens fem kategorier bliver kåret den 6. oktober 2025 på Arkitekturens Dag. De vindende boligejere modtager hver et gavekort til et gourmetophold på Dragsholm Slot og arkitekterne på opgaven modtager Bevar Boligens trofæ.

Sådan gør du

Det er nemt at indstille din bolig. Send en beskrivelse af den renovering eller ombygning, du har foretaget af din bolig sammen med en arkitekt, og vedhæft billeder. 

Indstil din bolig på bevarboligen.dk 
Her kan du læse meget mere om kravene for at deltage, møde juryen og se de forskellige kategorier i Bevar Boligen.