Oplev de historiske støberihaller i Præstø lørdag den 26. april
Efter tre års restaurering inviterer Realdania By & Byg til åbent hus i de historiske støberihaller i Præstø. Lørdag den 26. april åbnes portene til det gamle industrianlæg, som efter en gennemgribende restaurering og transformation er bevaret og samtidig gjort klar til et nyt liv som byens hus og som ramme om fællesskaber og aktiviteter.
Ved første øjekast gør de gamle støberihaller midt i Præstø ikke meget væsen af sig. En portåbning midt på handelsgaden, Adelgade, udgør indgangen til det historiske industrianlæg, som i slutningen af 1800-tallet var en af de mange industrivirksomheder, som udgjorde rygraden i industrialiseringen af Danmark.
- Engang var der over hele landet mange af sådanne industrianlæg, som lå centralt placeret i byernes midte. I dag er de fleste forsvundet, ombygget til ukendelighed eller flyttet uden for byen. Men ikke i Præstø. Her har bygningerne overlevet som et sjældent intakt og sammenhængende, bynært industrianlæg fra 1800-tallet. Vi er glade for, at hele anlægget nu er sikret og bevaret og fremover vil udgøre et levende historisk bymiljø, siger Realdania By & Bygs administrerende direktør Peter Cederfeld:
- Samlet udgør bygningerne et stykke enestående kulturarv og et unikt eksempel på en bygningstype, som har været med til at bane vejen for det moderne danske samfund. Vi glæder os til at holde åbent hus for alle, som har lyst til at opleve velbevaret historisk industriarkitektur.
Restaurering og transformation
Realdania By & Byg købte støberihallerne i Præstø i 2021 og har netop afsluttet en omfattende restaurering og transformation.- Med restaureringen har vi genskabt og bevaret industrianlæggets arkitektoniske og funktionelle udtryk og dets upolerede autenticitet. Vi har så vidt muligt genbrugt de historiske byggematerialer, ligesom vi har bevaret mange af de fysiske spor og fortællinger, som knytter sig til stedet, og som i generationer har gjort støberihallerne til en værdsat lokation i Præstø, siger Peter Cederfeld:
- Med en gennemgribende transformation har vi samtidig gjort det historiske anlæg klar til at kunne fungere som ramme om helt andre funktioner end for 100 år siden, så bygningerne kan leve videre og dermed fortsætte fortællingen om et stykke danmarkshistorie og samtidig være et eksempel på, hvordan vores fælles bygningsarv kan fremmes gennem bevaring, forandring og udvikling.
Produkt af industrialiseringen
Jernstøberiet i Præstø er et klassisk produkt af industrialiseringen af Danmark. Da industrialiseringen tog fart i midten af 1800-tallet, blev der overalt i landets provinsbyer og købstæder etableret en lang række små industrivirksomheder.Mange af dem havde adresse i baggårde inde i byernes centrum, og her holdt også de lokale jernstøberier til. I røg og damp fra det glohede støbejern blev der repareret og fremstillet alt, hvad byen og oplandet havde brug for – lige fra landbrugsredskaber og smedejernsvinduer til komfurer og stegepander.
Jernstøberiet i Præstø med både produktionshaller, værkførerbygning med bolig, kontor og lager samt en magasinbygning er opført i sin nuværende form i 1898.
Produktionshallerne er opført med datidens karakteristiske savtakkede fabrikstag, hvor vinduerne i den ene tagflade sikrede lys ned i de mørke haller, og inde i hallerne understøttes det store tag af en række støbejernssøjler med sirligt udsmykkede søjlehoveder.
På samme måde som fabrikstaget står som et stærkt symbol på en bygningstype fra industrialiseringens storhedstid, så er søjlerne et udtryk for datidens arkitekturstil, historicismen, som hyldede dekoration og ornamenter. Så selv om hallerne alene skulle fungere som rå fabriksbygninger, så blev de alligevel udsmykket på forskellig vis – også på murværket omkring døre og vinduer, som er udført med fine mønstermuringer.
Støberihallerne i Præstø indgår i Realdania By & Bygs samling af ca. 70 historiske ejendomme, som repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år og er med til at fremme den levende bygningskultur.