HusCompagniet deltager i indsatsen Boligbyggeri fra 4 til 1 planet med eksempelbyggeriet Villa1
Et enfamiliehus med et lavt CO2-aftryk, der både er kommercielt og skalerbart. Nordens største husbygger deltager nu i arbejdet med at udvikle boliger med et markant lavere klimaaftryk. Det kan få stor betydning for udviklingen af villabyggeriet i de kommende år.
I mere end 50 år har HusCompagniet opført enfamiliehuse, dobbelthuse og rækkehuse. Nu tager virksomheden et nyt og stort skridt ind i fremtiden med enfamiliehuset Villa1, der er tegnet af arkitektvirksomheden CEBRA.
I Villa1 er der et særligt fokus på et minimalt CO2-aftryk, opnået ved f.eks. primært at bygge med træ. Samtidig skal boligen kunne konkurrere på markedsvilkår med de eksisterende typehuse.
Villa1 er i første omgang et eksempelhus, som skal opføres i Aarhus. Eksempelhuset er en del af indsatsen ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’, der er støttet af Realdania og Villum Fonden. indsatsen, har som mål at udvikle løsninger og opføre eksempler på boliger, som reducerer det samlede klimaaftryk med op til 75 procent sammenlignet med gængs praksis ved nybyggeri af boliger.
Michael K. Rasmussen, projektchef for ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’ på vegne af Villum Fonden, siger:
”At få så stor en aktør til at bygge et fuldskalahus er en vigtig milepæl i vores indsats. Med Villa1 får vi et eksempelhus, hvor viden lægges frem, så andre husbyggere kan inspireres og lære af det. Det tror jeg kan være med til at påvirke og dermed flytte markedet i den rigtige retning hurtigere.”
Stig Hessellund, projektchef i Realdania, siger:
”Indsatsen ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’ er en fælles indsats, der skal skubbe det danske boligbyggeri i en markant grønnere retning – i tæt samarbejde med de førende aktører på det danske boligmarked. Med HusCompagniet får vi en aktør med i indsatsen, der bygger mange boliger – og det er helt afgørende for, at prisen på at bygge med nye løsninger og nye materialer kan komme derned, hvor boliger med et markant reduceret klimaaftryk bliver noget, flere har mulighed for at købe.”
HusCompagniet har allerede i en årrække arbejdet for at optimere sin byggeproduktion, bl.a. ved at teste nye, CO2-reducerende materialer. I efteråret 2024 introduceredes et rækkehuskoncept, der er bygget med træ som kernekomponent, med et klimaaftryk, der ligger under de justerede klimakrav for enfamiliehuse og rækkehuse. Nu ser HusCompagniet frem til at blive en del af Boligbyggeri fra 4 til 1 planet, hvor ambitionerne er de samme.
”Som Nordens største husbygger har vi et ansvar og et ønske om at udvikle byggebranchen indenfor bæredygtighed og den grønne omstilling. Derfor er vi også utrolig glade for denne aftale med Boligbyggeri fra 4 til 1 planet, hvor vi kan bruge vores store erfaring i byggeri af enfamiliehuse og implementere nye tiltag og indsigter fra vores arbejde til at lave et enfamiliehus med et lavt CO2-aftryk, der både er kommercielt og skalerbart”, fortæller Group CEO i HusCompagniet Martin Ravn-Nielsen.