De skabte stor arkitektur ved tegnebrættet hjemme i privaten
For arkitektparret Clemmensen, som i efterkrigstiden satte markante aftryk på dansk arkitektur, var fællesskab, funktion og farver en af deres klare visioner – også da de tegnede Kildeskovshallen i Gentofte. Visionerne skabte de ved tegnebrættet hjemme i deres eget hus, som de byggede i 1953, og som i dag er bevaret og ejet af Realdania By & Byg. Den 26. juni åbnes huset for rundvisninger.
Arkitektur, som i bogstavelig forstand kan både ses, høres, mærkes, duftes og smages. Dét er, hvad der møder de hundredvis af gæster, som hvert år boltrer sig i svømmebassinerne i Kildeskovshallen i Gentofte. Her, i den fredede og prisbelønnede svømmehal, aktiveres alle sanser:
Blikket fanges af vandets og vinduernes spejling. Lydene hvirvler sammen i en blanding af stemmernes ekko og bassinernes plasken. Lugten og smagen af klor er mærkbar i både næse og mund, og med hele kroppen mærkes varmen under bruserne, kulden i trapperummene og fugtigheden i luften.
Men i svømmehallen i Gentofte aktiveres også en sjette sans, nemlig fornemmelsen af at være et helt særligt sted og i nogle rammer, hvor arkitekturen ikke blot udgør en form, men også udgør fællesskab, farver og funktion – præcis som arkitektparret Karen og Ebbe Clemmensen ønskede det, da de i 1960’erne tegnede hallen. I 1999 blev hallen fredet, og i dag regnes den for Clemmensen-parrets hovedværk. Huset er normalt udlejet til beboelse og er derfor ikke offentligt tilgængeligt.
Vil du med indenfor?
Kun igennem Realdania By & Byg Klubben kan man få adgang.
Bliv medlem af Realdania By & Byg Klubben for 199 kr. årligt, og få 2 gratis billetter til en rundvisning den 26. juni med i købet.
Gennemarbejdede elementer
Visionen om Kildeskovshallen skabte parret - ligesom mange af deres andre bygningsværker - ved tegnebrættet hjemme i deres eget hus i Gentofte, tegnet i 1953 og skabt til at rumme både bolig og tegnestue. Også her er arkitekturen mærkbar, og stadig i dag vidner huset om, hvordan parret lykkedes med at skabe nogle rammer, som kunne fungere og forandre sig gennem hverdagen og gennem livet.
Med farver og mønstre, udført af Karen Clemmensen, er der skabt en elegant opdeling af husets åbne grundplan, mens en lang række gennemtænkte og gennemarbejdede løsninger, som blev udtænkt af Ebbe Clemmensen, har været med til at gøre hverdagen lettere:
En hejselem, der åbner køkkenet mod stuen, en luge i facaden til indlevering af købmandsvarer, en lem i køkkenbordet til affald i den udendørs skraldespand, et dæksel i cykelskuret til levering af koks direkte ned i fyrkælderen, en elegant skydedør mellem tegnestue og beboelse og smukt samspil mellem ude og inde via store vinduespartier ud mod haven.
Turkisfarvet gitterkonstruktion
Det var bl.a. denne vision om fællesskab, funktion og farver, som de tog med sig, da de i 1960’erne tegnede Kildeskovshallen, blot tre kilometer fra deres hjem. Her skabte de en svømmehal, hvor store ydervægge af glas lader ude og ind spille sammen, og hvor en tung indre mur skaber tyngde og kontrast.
Tre lette tagkonstruktioner, der nærmest svæver ind over hinanden, danner tag over hvert sit svømmebassin, mens loftet indvendigt udgør en iøjnefaldende, turkisfarvet gitterkonstruktion, der understøttes af høje slanke stålrør.
Det turkisfarvede loft bevæger sig en smule udenfor, hvor mørkerøde søjler bærer et smalt tagstykke, og samme røde farve går igen på de store vinduesrammer. Netop denne farvekombination anvendte arkitektparret i flere af deres bygningsværker – også i deres private hjem på Solbakkevej, hvor en lignende konstruktion og farvesætning er brugt i havens lille lysthus.
Rammen om det gode liv
I 2004 købte Realdania By & Byg Clemmensen-parrets hus for at restaurere og bevare det for eftertiden. Året efter, i 2005, blev huset fredet som et stærkt personligt og visionært bud på rammen om det gode liv fra to personligheder i dansk arkitekturs guldalder, og som et hus, der ikke blot var banebrydende i sin samtid, men også banede vejen for det senere så populære parcelhus.
Huset indgår i dag i Realdania By & Bygs samling af cirka 70 historiske ejendomme, herunder 19 unikke boliger, som store danske arkitekter tegnede i det 20. århundrede som deres egne, private huse. Alle huse er i dag restaureret og udlejet til beboelse.