Medlemsarrangement: Katedralen i Carlsberg Byen

”Vores primære mål har været, at vi ikke skulle ødelægge huset. Vi har set det som en katedral, som vi ikke måtte gøre alt muligt ved,” lyder det fra Nikolaj Rahbek Ernst. 

Det er måske de færreste, der ved første øjekast vil sammenligne den gamle kedelbygning i Carlsberg Byen med en katedral. Men bevæger man sig rundt i bygningen, der på den sidste sommerdag i 2024 åbnede op som ny scene for samtidsdans, begynder lighederne alligevel at åbenbare sig. Hvælvinger i loftet. En atmosfære af mange års levet liv. Og de fire skorstene, der skyder højt op i luften som en form for spir. 

Engang kunne man fra lang afstand se de fire skorstene. Men i løbet af de seneste 15 år er den store kedelhal blevet omsluttet af de moderne boligblokke, der tårner endnu højere op i luften, og i dag udgør det meste af Carlsberg Byen. 

I otte år er der blevet arbejdet på at gøre bygningen til et nyt, nationalt knudepunkt for samtidsdans og koreografi. Det er den transformation, som en gruppe Realdania-medlemmer her til aften er kommet for at se resultatet af.  

De cirka 50 medlemmer har indfundet sig på stolerækkerne i Dansehallernes foyer, hvor Nikolaj Rahbek Ernst, der er partner i Mikkelsen Arkitekter og arkitekten bag transformationen, fortæller.  

Foyeren fungerer i dagtimerne som arbejdsplads for de mennesker, der bruger huset. Og netop det, at huset er fleksibelt, har også været et gennemgående tema i transformationen. Det fortæller Danjel Andersson, der er direktør og kunstnerisk leder for Dansehallerne: 

”Man kan blandt andet se det med vores blackbox, hvor vi har mulighed for at have scene forskellige steder, og hvor der både er mulighed for siddende og stående publikum. Vi har forsøgt at designe stedet, så det ikke er låst fast i én bestemt æstetik. Det skal være et sted, der også i fremtiden kan rumme samtidsdans og koreografi.”  

Kærlig reference til huset

Efter de indledende ord fra direktør og arkitekt begynder det, de fleste af de fremmødte medlemmer er kommet for.  En guidet tur i de detaljer og kringelkroge af bygningen, som man næppe får øje på, hvis man besøger bygningen for at se en forestilling. 

Det er Nikolaj Rahbek Ernst, der viser rundt, og når han forklarer om de arkitektoniske valg, som han har truffet undervejs, skinner mantraet om ikke at ødelægge bygningen igennem.  

”Udgangspunktet har været at gøre så lidt som muligt. Og de steder, hvor vi har valgt at lave noget nyt, har vi gjort det med en kærlig reference til noget af det, der allerede står i huset,” siger han og fortæller, at man flere steder har brugt råt jern for at ramme det patinerede udtryk, som bygningen i forvejen har.

Mange hovedbrud

Et gennemgående – og meget synligt – element er de sølvgrå ventilationsrør, som løber oppe under loftet. De har undervejs givet Nikolaj Rahbek Ernst mange hovedbrud: 

”Der er mange ting i bygningsreglementet, man kan slippe for, når man arbejder med fredede bygninger. Men ventilation er ikke en af dem. Jeg tror nærmest, at jeg har brugt lige så lang tid på at udfordre løsninger omkring ventilationen, som jeg har brugt på at tegne huset,” fortæller han. 

Undervejs på rundvisningen stiller flere spørgsmål til arbejdet med at transformere bygningen, og Nikolaj Rahbek Ernst svarer ærligt og direkte. 

Han betegner transformationen fra kedelhal til dansehal som den mest besværlige, han har haft i sin karriere. Men også et projekt, han har stor kærlighed til, og som han er stolt af. 

”Det her projekt har været hjerteblod for mig. Når vi undervejs er stødt på nogle ting, hvor jeg har været nødt til at gå på kompromis, har det holdt mig søvnløs. Men når jeg kommer ind i huset i dag og ser på de kompromisser, som undervejs var svære for mig at sluge, så tænker jeg, at det er småting,” siger han.  

Den store sal

Rundvisningen er bygget op med sans for dramaturgi. Den bedste del – den store sal – er gemt til sidst. Og der er helt afgjort en wow-effekt, når man har bevæget sig op gennem de stål-omkransede trapper og træder ind i rummet med de majestætiske buer oppe under loftet.  

Det er her, de store forestillinger foregår. De aflange mørklægningsgardiner, der hænger ned over de store vinduespartier, hjælper akustikken i det kæmpestore rum. Det samme gør midtersektionen af loftet, hvor der er lagt mineraluld ind bag de perforerede plader 

Her kan man med Dansehallernes egne ord opleve dans for både de nysgerrige, de små, dem med kritisk blik og dem med smag for det velkendte.

Vellykket transformation

Da planerne om Carlsberg Byen i sin tid blev præsenteret, var det visionen, at den ny bydel på grænsen mellem Valby, Frederiksberg og Vesterbro skulle have et stort udbud af kultur. I dag står Dansehallerne som det stærkeste vidnesbyrd om den ambition.  

Med Dansehallerne har København og resten af Danmark fået en dansescene, der samtidig lukker publikum ind i et stykke unik industriarkitektur.  

Spørger man Kameliya Stoyanova, der til dagligt selv arbejder som arkitekt, er forvandlingen af den gamle murstensbygning lykkedes godt. 

”Det er virkelig blevet et fedt sted og et meget vellykket transformationsprojekt. Det er helt fantastisk med en bygning, hvor man har ramt en så god balance, og hvor de gamle og de nye ting spiller sammen,” siger hun.