x

Musikhusparken åbnet: Aarhusianerne fejrede byens nye, grønne oase

Pressemeddelelse 27. juni 2025

Fredag den 27. juni klokken 15.00 blev den nye Musikhuspark indviet med fest, fællesskab og fantastisk stemning – og aarhusianerne var mødt talstærkt op for at tage del i åbningen af byens nye mødested i hjertet af Aarhus.

Solen skinnede ned over det nyanlagte parkområde, hvor musik, sommerstemning og nysgerrige besøgende satte scenen for en festlig åbningsdag.

Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, bød velkommen til de mange fremmødte og markerede indvielsen ved sammen med Salling Fondene og den filantropiske forening Realdania symbolsk at vande parken, der allerede fra første dag viste sit potentiale som samlingspunkt for både ro og aktiviteter, hverdag og oplevelser.

"Jeg har glædet mig enormt meget til, at aarhusianerne endelig kan tage Musikhusparken i brug. Den bliver et nyt omdrejningspunkt i byen – et levende mødested og en attraktion, der kommer til at summe af liv, kultur og nærvær. Her kan man slå sig ned i græsset, opleve musik og kunst, mødes med venner eller bare nyde en stille stund midt i byen. Det er et sted, hvor Aarhus folder sig ud under åben himmel, og jeg glæder mig til at se, hvordan parken bliver en naturlig del af hverdagen for rigtig mange", siger Rabih Azad-Ahmad.

Musikhusparken er ikke bare et rekreativt område – det er en ny kulturel og social scene for Aarhus. Med den nye sommerscene, åbne græsarealer, et frodigt landskab og tæt samspil med byens kulturinstitutioner som blandt andet Musikhuset, ARoS, Aarhus Musikskole, Aarhus Symfoniorkester, Børnekulturhuset og Dokk1, skal parken være et åndehul med plads til alt fra koncerter og dans til afslapning og refleksion.

Et grønt løft med borgerne i centrum

Den nye Musikhuspark er resultatet af en historisk bred borgerinddragelse, hvor mere end 10.000 aarhusianere har bidraget med idéer og ønsker. Via spørgeskemaer, interviews og åbne telefonbokse i parken har borgere sat deres præg på design og indhold – og skabt et rum, som er forankret i byens behov og drømme.

Parken er designet af den aarhusianske tegnestue Schønherr Landskabsarkitekter i samarbejde med HABITATS, Artelia og billedkunstner Morten Stræde, og anlægsarbejdet er udført af OKNygaard. Fra begyndelsen har visionen været klar: at skabe en bæredygtig, klimavenlig og inkluderende park, der binder natur, kunst og kultur sammen i én samlet helhed.

Masser af oplevelser i vente

Der er masser at glæde sig til i byens nye park hele sommeren igennem. Sommermånederne er i år spækket med flere end 50 gratis oplevelser. Fede koncerter under sommerens jazzfestival, ny to dages dansefestival, morgensang, comedyaftener, operabingo, jazzyoga, solnedgangskoncert og meget mere.

"Vi glæder os meget til at tage den nye park i brug og være med til at skabe et skønt samlingssted for hele byen. Både for dem, der ønsker sig spændende kulturoplevelser, dem der vil bevæge sig og dem, der bare trænger til et pusterum fra byens puls i dette nye, grønne åndehul", siger Musikhusets direktør Jan Christensen.

Åbningsdagen og den første sommer i parken markerer kun begyndelsen. I den kommende tid åbner blandt andet en ny legeplads, en skøjtebane og det spektakulære kunstværk ‘The Dome, a Skyspace by James Turrell’, der bliver en ny attraktion i international klasse.

Med åbningen af Musikhusparken er Aarhus blevet en grøn oase rigere – og byen står stærkere som kulturel metropol med fællesskab, kunst og bæredygtighed i centrum.

Bæredygtig park skabt i stærkt samarbejde

Musikhusparken er udformet med fokus på bæredygtige løsninger og et rigt planteliv, biodiversitet og natur af høj kvalitet, der udspringer af landskaberne i og omkring Aarhus. Salling Fondene har bidraget med 20 millioner kroner, Realdania med 16,275 millioner kroner og Aarhus Kommune bidrager selv med 16,275 millioner kroner. NRGi har bidraget med 950.000 kroner.

"Med åbningen af Musikhusparken markerer vi en vigtig milepæl for Aarhus – en grøn oase midt i byen, hvor kultur, natur og fællesskab smelter sammen. Hos Salling Fondene er vi glade for at have bidraget til den nye park, og det er vores håb, at parken vil blive et sted, hvor byens borgere kan finde ro, inspiration og nærvær i mange år fremover", siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Også hos Realdania vækker Musikhusparken begejstring: "Den genskabte Musikhuspark er blevet et meget flot og levende, grønt åndehul i centrum af Aarhus. Projektet viser, hvordan bynatur kan bruges til at forbinde byens funktioner og samtidig skabe et sted for ophold, aktivitet og fællesskab. Projektet er et rigtig godt eksempel på, hvordan byrum og grønne områder kan spille en vigtig rolle for vores livskvalitet og trivsel i byerne. Noget, vi i fremtiden skal bruge aktivt, når vi udvikler vores byer. Et stort tillykke til alle i Aarhus med Musikhusparken", siger Nina Kovsted Helk, administrerende direktør i Realdania.