Udstilling i DAC sætter fokus på nærhed i en digital tid
Hvordan skaber vi arkitektur, der styrker nærvær og fællesskab, når hverdagen i stigende grad udspiller sig online? Det undersøger en ny udstilling i Dansk Arkitektur Center, der er støttet af Realdania.
Med udstillingen Meet Me Here inviterer Dansk Arkitektur Center publikum til at (gen)opdage værdien af fysisk tilstedeværelse. Gennem en sanselig totalinstallation skabt af design- og arkitekturstudioet Spacon sættes der fokus på de små møder og det nærvær, som digitale medier ikke kan erstatte.
Udstillingen åbner den 18. juni og markerer samtidig DAC’s bidrag til årets designfestival 3daysofdesign.
"Det digitale er en naturlig del af vores liv. Men det er i de fysiske omgivelser, vi for alvor mærker hinanden. Med Meet Me Here ønsker vi at vise, hvordan arkitektur kan understøtte både trivsel og menneskelig kontakt," siger Pernille Stockmarr, senior kurator i DAC.
Udstillingen tager afsæt i en aktuel samfundsdiskussion om, hvordan vi bevarer fællesskab og nærvær i en tid, hvor mange relationer flyttes online. I fem forskellige rumligheder – fordelt over DAC’s Trappegalleri – aktiveres gæsternes sanser og opmærksomhed. Man kan f.eks. skrive en besked i stedet for at sende et like, eller sætte sig på en bænk, der er designet til at skabe kontakt.
Realdanias undersøgelse danner baggrund
Udstillingen trækker blandt andet på indsigter fra Realdanias store undersøgelse af danskernes livskvalitet. Undersøgelsen viser, at netop relationer og sociale fællesskaber er den væsentligste kilde til livskvalitet – og at disse i høj grad formes i det byggede miljø.
Meet Me Here rejser i den sammenhæng et vigtigt spørgsmål: Hvordan skaber vi arkitektur og design, der gør det lettere og mere naturligt at mødes – ikke kun funktionelt, men menneskeligt?
Udstillingen er en del af designfestivalen 3daysofdesign, der i år har temaet “Keep it real”, og kan opleves frem til 4. januar 2026. Den er støttet af Realdania.
Læs mere på dac.dk.