Vi skal stå sammen, når vandet rammer
Når stormfloden rammer, er det ikke højvandsmure og anden beskyttelse, der alene gør forskellen. Lokale fællesskaber og øvelse i beredskab styrker modstanden mod vandet.
Fællesskaber er ikke bare godt for vores livskvalitet – det er også vigtigt, når havet stiger, og stormflod bliver noget, vi ser mere. Risikoen kan ikke bare bygges væk, og myndighederne kan ikke hjælpe alle på en gang, og derfor skal vi i lokalsamfundet have en plan for, hvad vi gør i situationen. Og meget gerne øve os i planen med jævne mellemrum.
Sådan lød det, da fællesskabets og lokalsamfundenes rolle i forhold til stigende havvand og stormflod var til debat i Realdanias telt på Folkemødet.
Projektchef i Realdania Mikkel Suell Henriques startede med et godt eksempel på en ulykkelig baggrund – nemlig det kombinerede jordskælv og tsunami, der ramte den japanske østkyst i 2011.
”Efterfølgende har forskere undersøgt, hvilke lokalsamfund langs kysten, der klarede sig bedst gennem katastrofen. Det var ikke de rigeste steder, heller ikke dem, der var mest veluddannede, eller dem, der havde bygget den højeste mur for at skærme for vandet. De steder, der klarede sig bedst før, under og efter katastrofen, var dem, som kendte hinanden rigtig godt, og som var klar til at hjælpe hinanden. Hvis man har et samfund med det, man kalder en høj social kapital, så er man godt rustet,” sagde han.
Han slog fast, at selvfølgelig skal vi beskytte os fysisk mod vandet, så godt vi kan og på måder, hvor vi stadig har adgang til det hav, som er så vigtig en del af den danske historie og kultur. Men der er også behov for lokale fællesskaber og handling, når vandet kommer.
Nogle er vant til at hjælpe sig selv
Nina Baron, der er lektor på katastrofe- og risikomanageruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole, gjorde opmærksom på, at man ikke behøver tage helt til Japan for at finde samme tendens. Hun har deltaget i et projekt med Sammenslutningen af danske småøer. Småøerne er typisk mere udsatte og ligger længere væk fra den hjælp, som beredskabet og andre myndigheder kommer med.
”De har en fin tradition for i første omgang at hjælpe sig selv. Det gælder f.eks. når der er brand, eller når nogen bliver ramt af alvorlig sygdom. I projektet så vi på, hvordan vi kan styrke dem som små samfund netop i forhold til at klare sig i den første tid, til man kan få hjælp udefra. Og vi oplevede, at holdningen ude på småøerne var meget forskellig,” fortalte hun og fortsatte:
”Nogle steder var holdningen ’det kommer jo alligevel ikke til at ske i vores livstid’. Andre steder kunne vi se, at de allerede var lidt organiseret i et fællesskab omkring det her, og de kom bedre gennem den stormflod, der ramte i 2023. Det er en vigtig opgave at underbygge, hvordan den samtale om, hvordan vi hjælper os selv, kan komme i gang flere steder.”
Uniformer og civile
Et af de steder, hvor der allerede har været en grundig samtale, er Jyllinge Nordmark, der blev rigtig hårdt ramt i 2013, da stormen Bodil ramte, og mere end 268 huse blev oversvømmet. Siden har der været gjort en indsats for at styrke lokalsamfundets beredskab, hvis ulykken skulle ske igen, fortalte Niels Rasmussen, der er forebyggelseschef ved Roskilde Brandvæsen.
”2013 kom som en kæmpe overraskelse for beboerne. Vi gjorde, hvad vi kunne med gode råd, men det blev lidt en slags ’ø-løsninger’, hvor alle tænkte på deres eget – og ikke så meget det fælles.”
Siden har der været arbejdet på et anderledes beredskab i området fortæller Niels Rasmussen fra brandvæsnet. En del opgaver og kompetencer lægges ud til udvalgte lokale, der fungerer som en slags lokale ledere og ambassadører. Myndighederne tager i nogle tilfælde også civile med ind i det operationelle rum – noget man ikke ville have gjort tidligere.
”Involveringen betyder, at der er flere, der kan tale i øjenhøjde med deres naboer på vejen. Det er en helt anden måde at kommunikere på. Det er ikke de uniformerede over for civilsamfundet, men et signal om, at vi er fælles om det her,” sagde Niels Rasmussen i debatten.
Op på bakken med værdierne
En anden pointe fra de tre debattører i debatten var, at man skal huske at overlevere et steds historie og erfaringer med vand, så viden ikke forsvinder, når huse sælges og nye flytter ind. For hukommelsen er nogle gange meget kort, lød det fra både Nina Baron og Niels Rasmussen.
Og endelig var det også en pointe, at når man har fundet sammen i et fællesskab omkring en plan for at hjælpe sig selv og hinanden, er det rigtig vigtigt, at man øver sig. Her opfordrede Nina Baron til, at det på småøerne f.eks. kunne integreres i den organisering og årlige træning, som de alligevel har i forhold til brandberedskabet.
Også i de små samfund på den japanske kyst, der kom bedst gennem tsunamien, havde beboerne forberedt sig, inden vandet ramte – og ikke mindst havde de øvet sig.
”En gang om året lavede de simpelthen en øvelse, hvor beboerne i en trillebør fragtede alle byens værdier op på den nærmeste bakketop – og det gjaldt også de ældre, der ikke selv kunne gå derop. De fik turen i trillebøren,” fortalte Mikkel Suell Henriques, der ved debattens afslutning opsummerede budskabet på en forhåbningsfuld tone.
”Det er jo faktisk ret positivt, at vi har brug for meget mere lokalt fællesskab omkring det her med havvand og stormflod. For fællesskab og relationer er også godt for en masse andre ting, bl.a. vores livskvalitet. Så selv om det er en alvorlig baggrund, så det synes jeg ikke, det er så skidt et budskab, vi kommer med her.”
Mere viden og konkrete anbefalinger
Der er meget mere viden og gode råd at hente i Realdanias publikation "Byerne og det stigende havvand – anbefalinger". Her deles konkrete bud på, hvordan vi som samfund kan gøre vores byer mere robuste over for stigende havvand – både med fysiske løsninger og stærke fællesskaber.
Læs publikationen her:
