Blå biomasse og grønnere bygninger: Ny indsats skal udforske potentialet for at anvende havets ressourcer som byggematerialer
Et nyt initiativ skal undersøge potentialet for at omdanne biomasse fra de danske have og kyster til biobaserede byggematerialer. Projektet har til formål at skabe et overblik over mulighederne og klimapotentialerne ved koncepter og metoder, der samtidig bidrager til et bedre havmiljø.
Kan alger, ålegræs og muslingeskaller bidrage til den grønne omstilling i byggebranchen? Et nyt projekt skal nu kortlægge fremtidsscenarier og skabe ny viden om produktion, værdikæder og produkter af marine biobaserede byggematerialer og deres anvendelsesmuligheder. Den mangfoldighed, som marine naturprodukter tilbyder, samt deres unikke egenskaber, kan på sigt gøre dem til et alternativ til de mere konventionelle byggematerialer f.eks. til isolering, plader og terrændæk.
Initiativet er ledet af ingeniørvirksomheden Arup og derudover deltager 3XN / GXN, Blue Research samt Det Kongelige Akademi – Centre for Information Technology and Architecture. Den filantropiske forening Realdania støtter projektet, mens eksperter fra DTU Aqua, Aalborg Universitet, og Queensland University deltager som eksterne partnere.
”En af de bedste måder at reducere byggesektorens klimapåvirkning på, er at finde nye materialer med et lavere CO2 aftryk. Der er et uudnyttet potentiale i at bruge biogent materiale fra havet, så som tang og alger, som nye byggematerialer – og det endda på en måde, der faktisk bidrager til et bedre havmiljø. Vi skal nu i gang med at afdække, hvor stort det potentiale er, og hvordan det kan skaleres til en fuld værdikæde,” siger Peter Vangsbo, chef for Climate and Sustainability Services i Arup i Danmark.
En scenariebaseret drejebog
Initiativet skal munde ud i en publikation, som beskriver forskellige typer marin biomasse, potentialet i mængder og skala i danske farvande, samt yderligere identificerer lokationer velegnet til dyrkning og udvinding af den blå biomasse. Publikationen vil derudover omfatte konsekvensundersøgelser af kulstof-, miljø- og sociale parametre, tekniske retningslinjer for byggematerialer og konkrete forretningsmodeller for fremtidig kommercialisering og opskalering.
Marin biomasse omfatter en bred vifte af materialer fra levende organismer, primært planter og dyr, der findes i havmiljøet som f.eks. alger, ålegræs, muslingeskaller, kitin – og andre afledte materialer som bioplast og brug af mineraler.
Skal bidrage til forbedrede marine økosystemer
Initiativet vil også understøtte Danmarks marine genopretningsmål. Regeringen investerer 500 millioner kroner gennem den grønne trepartsaftale til at forbedre tilstanden af marine økosystemer. Ved at intensivere væksten af blå biomasse og omdanne den til bæredygtige byggematerialer er det muligt at trække nærings- og kulstof ud af havet, forbedre marine økosystemer og omdanne det byggede miljø til en katalysator for økologisk regenerering.
Publikationen forventes lanceret i 2026 og vil udstyre forskere, politiske beslutningstagere og planlæggere med konkret indsigt i anvendelser af blå biomasse – og vil desuden tilbyde strategiske anbefalinger til opskalering af produktionen af sådanne materialer i Danmark og Norden i overensstemmelse med målene fastsat af EU's Sustainable Blue Economy Partnership og European Green Deal.