Nyt mødested skal formidle Tarms møbelhistorie
Furniture Station i Tarm er blevet indviet. Den tidligere stationsbygning og det tilhørende pakhus er blevet transformeret til et levende samlingspunkt, hvor bygningsarv, fællesskab og byens historie som producent af FDB-møbler smelter sammen.
I Tarm kunne man for nylig indvie byens nye mødested – Furniture Station.
Indvielsen markerer kulminationen på flere års arbejde med at transformere byens gamle stationsbygning og tilhørende pakhus til et sted, der både kan fungere som samlingspunkt for byens borgere og et levende udstillingsrum for Tarm Møbelfabriks historie. De to historisk betydningsfulde bygninger er blevet bundet sammen af en ny mellembygning, der sikrer tilgængelighed for alle og øget funktionaliteten af både pakhus og stationsbygning.
Projektet er drevet af en lokal forening, der i 2018 overtog bygningerne for at sikre deres overlevelse. Siden da har de frivillige kræfter skabt en lang række aktiviteter omkring stedet – fra streetfood og musik til fællesspisninger og åbne værksteder. Nu er transformationen fuldendt med støtte fra blandt andre Realdania, som har bidraget med knap fem millioner kroner.
Simon Harboe, projektleder i Realdania, var med til indvielsen:
”Furniture Station er et fremragende eksempel på, hvordan lokale, frivillige kræfter kan sikre den eksisterende kulturarv og give den en helt ny rolle i lokalsamfundet. Det er blevet et moderne mødested, der bygger videre på byens historie og identitet, men som samtidig er åbent og fleksibelt nok til at rumme det, borgerne har brug for nu og i fremtiden” siger han.
Furniture Station skal nu drives videre som en fleksibel ramme for både daglig aktivitet og større arrangementer. Der er blandt andet plads til pop-up events og mulighed for at leje sig ind – men alt sammen med det udgangspunkt, at huset først og fremmest skal være et sted, der samler og skaber liv lokalt.