Interview: ”Arkitekturen kan være den usynlige hånd, der guider os. Vil vi hilse på hinanden, sætte os ned og snakke sammen? Eller vil vi gå hver til sit?”
Arkitekturen er den stille stemme, som hele tiden taler til os. Den former vores byer og vores hverdag, den påvirker vores sanser, vores relationer og vores fællesskaber. Men hvordan påvirker de fysiske rammer helt konkret vores livskvalitet? Det vil Realdania undersøge i de kommende år som en del af foreningens filantropiske arbejde. Filantropidirektør Stine Lea Jacobi uddyber her, hvordan vi med arkitektur kan skabe miljøer, der styrker både individet og fællesskabet.
Hvorfor vil I sætte fokus på arkitekturens muligheder?
Vi har i de sidste 25 år forsøgt at vise, hvilken forskel arkitektur kan gøre – for byer, bygninger og mennesker. Men vi har ikke tidligere behandlet det som et selvstændigt indsatsområde. Det gør vi nu.
Af den enkle grund, at vi skal blive langt bedre til at forstå og udnytte arkitekturens rolle, der jo hver eneste dag påvirker vores sanser, adfærd, sociale relationer og sundhed. Vi ved, at arkitektur kan gøre en markant forskel. Men det kræver, at vi tager arkitekturen alvorligt som en aktiv medspiller i menneskers liv.
Prøv at forestille dig en kvinde, der lige har fået en kræftdiagnose. Hun træder ind i et rådgivningscenter. Hvis arkitekturen er gennemtænkt, møder hun ikke sterile gange og institutionspræg. Hun møder dagslys, træ, rolige farver – et rum, der favner og giver tryghed. De steder findes i f.eks. rådgivningscentrene Livsrum, og de gør en kæmpe forskel for både patienter og pårørende.
Eller tag MarselisborgCentret i Aarhus, der i dag er et byrum for både mennesker i genoptræning eller med funktionsnedsættelse og borgerne i nærområdet. Et eksempel på, hvordan innovativ byudvikling, rehabilitering og en helstøbt klimatilpasningsindsats kan rummes i én og samme løsning.
Jeg ser et stort uforløst potentiale her, og glæder jeg mig virkelig til, at vi kommer i gang.
Hvorfor er der behov for det?
Arkitektur er aldrig bare en baggrundskulisse. Den former vores adfærd, vores vaner, vores relationer, ja, helt ned til den måde, vi føler os tilpas – eller utrygge – i et rum eller bydel. Ofte sker det så subtilt, at vi let overser, hvor afgørende de fysiske rammer er for vores trivsel.
Tag for eksempel de veteranhjem, der er blevet bygget for soldater, som vender hjem med psykiske ar. Her har det været afgørende at forstå, hvordan netop lys, lyd og kontrol over egne omgivelser kan hjælpe til at skabe ro. Arkitekturen er ikke blot baggrund – den er en del af selve behandlingen, en del af omsorgen.
Det samme gælder i helt konkrete situationer i vores hverdag. En park, en bænk, en plads – små ting, vi måske tager for givet. Men de kan være forskellen mellem et kvarter, hvor folk mødes, og et kvarter, hvor alle skynder sig inden døre. Et gårdrum kan blive en lille scene for hverdagens fællesskaber, eller det kan stå tomt og ubrugt.
Arkitekturen er ofte den usynlige hånd, der guider os. Vil vi hilse på hinanden, sætte os ned, snakke sammen? Eller vil vi gå hver til sit? Derfor er der behov for, at vi skærper blikket. Og i højere grad genbesøger og evaluerer, de bygninger og byrum, der allerede eksisterer. At forstå, hvordan mennesker oplever og bruger de fysiske rammer, der er bygget, kan give en meget værdifuld indsigt.
Hvordan vil I gøre det?
Vi ønsker at opbygge et felt, hvor forskning, praksis og erfaringer fra andre lande smelter sammen til ny viden. Men viden alene er ikke nok. Den skal testes i virkeligheden, så vi bliver meget klogere på, hvordan idéer fungerer i praksis. Vi skal samle erfaringer, der kan inspirere både fagfolk og politikere. Mit håb er, at vi kan pege på konkrete eksempler og sige: Her ser vi, hvordan arkitektur kan bidrage til gode liv!
Det er en opgave, vi selvfølgelig ikke kan løfte alene. Derfor håber jeg også, at omverden vil række ud til os, hvis man sidder med interessante projekter, erfaringer og indsatser. Vi er meget nysgerrige efter de gode eksempler. Vi vil gerne samle den viden, der er på området og dele den med alle, der vil lege med og bidrage til at løfte denne opgave.
For det er i fællesskab med en lang række professioner og samarbejdspartnere, at vi skal teste og vise, hvordan det byggede miljø kan skabe stærkere fællesskaber, sundere hverdagsliv og byrum, der inspirerer og forbinder.
Og hvis arkitekturen virkelig skal spille en større rolle for vores livskvalitet, kræver det også, at vi åbner samtalen langt ud over de snævre faglige kredse. Det bør være en bred samtale, der lever i den offentlige debat. Og som gør det tydeligt, at arkitektur ikke blot handler om æstetik eller funktion, men om vores daglige liv, vores tryghed, vores trivsel. Det glæder jeg mig meget til at komme i gang med!
Realdanias dagsorden om arkitekturens muligheder handler også om børn og unge. Hvordan hænger det sammen med arkitektur?
Flere undersøgelser viser mistrivsel i nogle grupper af børn og unge. Flere kæmper med ensomhed, uro, manglende fællesskab eller følelsen af at stå udenfor. Der er mange gode kræfter i samfundet, som arbejder på at løse den udfordring. Men der er næsten ingen, der stiller spørgsmålet: Hvilken rolle spiller de fysiske rammer i alt det her? Og kan vi med arkitekturen være med til at gøre en forskel?
Det er et spørgsmål, jeg mener, vi er forpligtet til at tage alvorligt. Tænk på et barn med særlige udfordringer, der skal ind i et klasselokale. Hvordan føles det rum? Er det kaotisk, larmende, kantet – eller er det roligt, overskueligt og inviterende? Det kan være forskellen på, om barnet får mod på at deltage, eller om det lukker sig inde.
Den måde, vi indretter de fysiske steder, hvor børn og unge mødes, betyder noget for lysten til at udfolde sig i fællesskaber. Boldbanen, biblioteket, ungdomsklubben, byens gader og parker.
Derfor har vi et ansvar her. Hvordan skaber vi de rammer, der ikke kun er funktionelle, men som aktivt kan bidrage til unges trivsel og udvikling?
Det kræver forskning, nye samarbejder og mod til at afprøve nye løsninger. Vi skal simpelthen bidrage med viden om og komme med eksempler på, hvordan man indretter rum, hvor børn og unge ikke bare opholder sig, men trives, udvikler sig og finder fodfæste i fællesskaber.