BioFacades:UpHigh:
Ny dokumentation nedbryder barrierer for ubehandlede træfacader i højden
Det er muligt at bygge etagebyggeri med ubehandlede, biobaserede facader, som er lige så brandsikre som traditionelle, imprægnerede træløsninger. Det er hovedkonklusionen i det netop afsluttede projekt BioFacades:UpHigh, der stiller et omfattende og unikt datagrundlag frit til rådighed for hele byggebranchen.
Bygherrer, producenter og brandrådgivere har nu fri adgang til et omfattende og unikt datagrundlag om brandsikring af biobaserede facader. Det sker i kølvandet på afslutningen af projektet BioFacades:UpHigh, der har gennemført 10 fuldskalabrandtests og indsamlet erfaringer fra tre konkrete eksempelbyggerier.
Alt materiale – fra detaljerede facadetegninger til tekniske rapporter, videoer og testdata – ligger nu tilgængeligt på Dansk Brand- og sikringsteknisk Instituts hjemmeside og kan downloades gratis.
BioFacades:UpHigh er gennemført af Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut i samarbejde med bygherrerne NREP, Fælledby og CPH Village samt producenten Frøslev Træ med støtte fra Realdania og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
”Projektet dokumenterer, at det faktisk er muligt at bygge højt med ubehandlede, biobaserede facader – uden at gå på kompromis med brandsikkerheden. Den viden har manglet, og netop derfor har vi ønsket at stille det samlede datagrundlag frit til rådighed. Målet er at nedbryde nogle af de praktiske barrierer, der hæmmer anvendelsen af mere bæredygtige materialer – og dermed skubbe på den grønne omstilling i byggeriet, siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
Teknisk inspiration til hele branchen
Projektets resultater er samlet i en række materialer: en rapport med de vigtigste brandtekniske indsigter og læringspunkter, tekniske tegninger af alle 10 testede facadekonstruktioner, testrapporter og videoer samt en teknisk rapport med konkrete anbefalinger til facadedesign.
”Den tekniske rapport henvender sig især til brandrådgivere, arkitekter og byggeprofessionelle, som kan bruge den som inspiration og støtte i arbejdet med at designe bygninger og facadekonstruktioner af biobaserede materialer. En succesfuld facadetest er dog ikke lig med en brandsikker bygning. Af samme grund har vi i projektet også haft fokus på brandstrategien for hele bygningen,” siger Mia Fossing Frederiksen, projektleder hos DBI.
Vil skabe ny praksis
Usikkerheden om, hvor længe brandimprægneret træ egentlig kan holde ved udvendig brug, er en væsentlig barriere for udbredelsen af træfacader i Danmark. BioFacades:UpHigh-projektet har derfor haft til formål at skabe en ny praksis for, hvor højt vi kan bygge med træbeklædte facader uden at benytte hverken brandimprægnering eller sprinkling i bygningerne.
Projektet tager afsæt i tre eksempelbyggerier hos de tre bygherrer Fælledby P/S, NREP og CPH Village, som alle ønskede at anvende et af de testede facadedesigns i deres respektive projekter.
”De tre bygherrer er i gang med deres byggeprojekter, som alle omfatter høje træfacader udviklet og brandtestet gennem projektet. Derudover er to nye byggerier på vej, som ligeledes bygger på testresultaterne fra projektet. Begge facader kombinerer designelementer fra flere af vores tests og har dermed reduceret bygherrernes behov for selv at udføre omfattende testforløb. Indtil videre kommer man dog næppe helt uden om egen facadetest, men projektets resultater har givet branchen noget at stå på, så aktørerne ikke længere starter fra nul,” siger Mia Fossing Frederiksen.