Norsk stjernearkitekt skal tegne Kornets Hus
Den norske prisvindende arkitekt Reiulf Ramstad skal slå stregerne til det kommende nationale videns- og inspirationscenter Kornets Hus. Centret skal opføres ved Hjørring, og efter planen vil det stå klar til åbning i begyndelsen af 2019.
Det var en enig - og synligt stolt - bestyrelse og bedømmelsesudvalg, der netop har peget på den norske arkitekt Reiulf Ramstad som vinder af arkitektkonkurrencen om Kornets Hus - et nationalt videns- og inspirationscenter om korn og madkultur, som skal bygges syv kilometer syd for Hjørring.
- Vi er blevet præsenteret for en række meget flotte bud på projektet, men vi er ikke i tvivl om, at Reiulf Ramstad Arkitekters skitseforslag på bedste vis harmonerer med de tanker og visioner, som ligger bag etableringen af Kornets Hus, siger Lars Autrup, formand for Bygningsfonden Kornets Hus og projektleder i Realdania.
Huset er tegnet med tydelig reference til det klassiske danske gårdbyggeri og traditionelle bageovne. Og det peger med sit enkle materialevalg tydeligt i samme retning som det korn, der bliver livsnerven i husets aktiviteter.
- Jeg er meget begejstret for Reiulf Ramstad Arkitekters projekt, som jeg synes passer helt perfekt til de idealer om enkelhed og kvalitet, som jeg vægter højt ved kornet som råvare, og som vi brænder for at gøre de besøgende i Kornets Hus klogere på, fortæller Jørn Ussing Larsen, som er idémanden bag projektet.
Reiulf Ramstad Arkitekter er et af Norges mest anerkendte arkitektfirmaer, og er bl.a. flere gange nomineret til den prestigefyldte Mies van der Rohe Award - arkitekturens svar på en Oscar. Kornets Hus bliver samtidig tegnestuens første byggeri i Danmark, og det glæder i særlig grad Reiulf Ramstad:
- Danmark er både et stort landbrugsland og en af arkitekturens absolutte sværvægter nationer, så at få lov til at sætte det arkitektoniske aftryk på et videns- og oplevelsescenter om dansk landbrugs vigtigste afgrøde er naturligvis en kæmpemæssig ære og mulighed for os, fortæller en synligt tilfreds Reiulf Ramstad.
Kornets Hus, som forventes at åbne primo 2019, bliver et nationalt videns- og inspirationscenter om korn, ernæring og madkultur. Ud over kursuslokaler vil huset rumme formidlingsaktiviteter, skoletjeneste, produktionskøkken og café med butik. Arealerne uden om huset vil også blive inddraget i centrets aktiviteter og formidling.
Kornets Hus bliver en ny attraktion i Nordjylland og henvender sig til turister, foreninger og andre besøgende. Derudover også til uddannelsesinstitutioner og professionelle som kokke, bagere og kantineledere, som centret vil udbyde særlige kurser til, der sætter fokus på korn som råvare i sund ernæring. Bag projektet står Foreningen Kornets Hus i partnerskab med bl.a. Hjørring Kommune, Nordea-fonden, Holkegård Fonden, ENV-fonden, LAG Nord og Realdania.
FAKTA
Økonomi:
Projektets samlede økonomi : 22,4 mio. kr.
Omfatter byggeri af et hus på 680 m² og udvikling af formidlingsaktiviteter.
Bidragsydere:
Realdania: 12,6 mio. kr.
Nordea-fonden: 6,5 mio. kr. (udvikling af formidlingsaktiviteter)
Hjørring Kommune: 1 mio. kr.
Holkegård Fonden: 1 mio. kr.
ENV-fonden: 1 mio. kr.
LAG Nord: 300.000 kr.
Tidsplan (forventet):
Projektering: maj 2017 – november 2017
Byggefase: november 2017 – november 2018
Indvielse: primo 2019
Om Jørn Ussing Larsen og idéen til Kornets Hus:
Jørn Ussing Larsen afholdt sine første bagekurser i 1980. I 2003 fik Jørn Ussing Larsen ideen til at lave en separat bygning til at afholde bagekurser i. Indtil 2007 var det kun en drøm med nogle få skitser til en bygning. I 2007-08 blev der nedsat en styregruppe, der udarbejdede en detaljeret beskrivelse af aktiviteter og en forretningsplan for Kornets Hus. Ud fra dette blev Foreningen Kornets Hus stiftet i 2009, og bestyrelsen har siden da stået for at skaffe finansiering til videns- og oplevelsescentret.