x

Nu åbner Danmarks første klimasikre CrossGym

Pressemeddelelse 10. november 2016

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen er med til at åbne Låsby Søpark søndag den 13. november. For første gang herhjemme kombineres skybrudssikring med den populære motionsform CrossGym. Den naturlige træningsform er integreret direkte i de naturligt udseende regnvandsbassiner. Projektet i den lille by er så unikt, at forskellige fonde har støttet med mere end seks mio. kr.

Efter halvandet år med gravemaskiner og adgang forbudt bliver Låsby Søpark nu endelig indtaget af CrossGym’ere, motionister, skatere og familier på tur. Festen på søndag indledes af Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, hvorefter der er korte taler fra de mange lokale og nationale bidragydere til den spektakulære park.

Søparken er den første af sin slags i Danmark. Helt konkret var det nødvendigt at få klimasikret byen med ca. 2.000 indbyggere. Egentlig krævede det bare et par regnvandsbassiner med hegn omkring, men så opstod ideen om at bruge udgravninger til at skabe en helt ny byidentitet i Låsby. 

900 ideer på borgermøde

Et kreativt borgermøde med flere hundrede borgere resulterede i knap 900 ideer. To af de gennemgående temaer var aktivt liv og muligheden for at binde byen sammen via vand. En række visionære fonde blev begejstrede for ideerne og valgte at støtte projektet.

"Borgernes idékatalog afspejlede et tydeligt ønske om samvær og aktivitet. CrossGym er en rigtig fin motionsform, hvor aktiv fritid kan integreres med mange forskellige brugergrupper. De mange CrossGym-elementer i Låsby Søpark kan bruges af både børn og voksne, lokale og gæster i byen. I kombination med de naturligt udformede regnvandssøer har Låsby nu noget helt særligt: Funktionel træning i et naturligt miljø, der samtidig varetager en teknisk funktion. Det er unikt," siger Esben Danielsen, direktør i Lokale og Anlægsfonden. 

Et skoleeksempel for klimaprojekter

Realdanias støtte til projektet er drevet af konceptet ’Byer for mennesker’, hvor byen betragtes som den fælles, levende ramme, der skal sikre liv og trivsel. 

"Låsby Søpark er et skoleeksempel på de projekter, vi går ind i, hvor man tænker klimatilpasning og byudvikling sammen. Låsby er i dag sikret mod skader fra de enorme regnmængder, der strømmer ind mod byen ved kraftige regnskyl og skybrud, og samtidig har borgerne en både sjovere, sundere og smukkere bymidte. Vi er glade for at have været med til at skabe et styrket socialt liv i byen," siger Mikkel Suell Henriques, projektchef i Realdania.

Flere tilflyttere

Skanderborg Kommune og Skanderborg Forsyningsvirksomhed var nogle af landets første til at drive fuld borgerinddragelsesproces på klimaprojekter. Og Låsby Søpark har i høj grad også været drevet af lokalt engagement. 

"Det er først og fremmest aktive borgerne og lokale foreninger i Låsby, som vi skal takke for, at Låsby Søpark er blevet en realitet. Parken giver et boost til Låsby og lokalområdet. Sammen med den nye motorvej er borgernes nye park med til at sætte Låsby på landkortet og gøre byen endnu mere attraktiv for tilflyttere," siger Jørgen Gaarde, borgmester i Skanderborg Kommune (S). 

Borgerdrevet CrossGym

Programmet for indvielsen vidner også om, at det er Låsbys fest. Helt i tråd med processen er hele byen både værter og gæster på en søndag eftermiddag spækket med aktiviteter. 

Åbningsfesten begynder med et symbolsk snoreklip, når Låsbys børn slipper papirskibe løs i bassinerne. Der er livemusik, hurtige og intensive taler, plantning af træer etc. Derudover står lokale CrossGym-uddannede instruktører parat til at lade borgerne indvie parkens i alt syv motionsstationer. 
 

Søparken indvies officielt søndag den 13. november fra kl. 13-16.

Det kan du bl.a. opleve til indvielsen:

  • Musik og street parade v/Tre på spil 
  • Stomp v/Anders Bo Pedersen 
  • Anderæs med gule badeænder
  • Taler og snoreklip ved broen 
  • CrossGym v/Peter Ravn og lokale instruktører 
  • Rullende aktiviteter og beachvolley 
  • Plantning af Låsbyæbletræer 
  • Gratis forfriskninger
 
  • CrossGym er en populær motionsform, der er centreret om funktionel træning, hvor man i høj grad bruger sin kropsvægt til at træne med. 
  • Parken består af en række regnvandsbassiner, som er designet til at kunne håndtere voldsomme skybrud. 
  • I parken er der blandt andet: 400 m asfalteret sti til rulleskøjter og løbehjul, syv aktivitetsområder med faciliteter til CrossGym, skateområde, legeplads, beachvolleybane, bytorv med opholdstrapper og stiforbindelser til resten af byen.
  • Derudover er der etableret en markant bro over bassinerne, som binder byen sammen med Låsby Hallen.
  • Låsby Søpark har kostet i alt 19 mio.kr. – heraf 14 mio. kr. til rekreative formål. Parken og Byskellet er støttet af Skanderborg Forsyningsvirksomhed, Skanderborg Kommune, Lokale og Anlægsfonden (3,5 mio. kr.) og Realdania (2,5 mio. kr.), Friluftsrådet og Vanførefonden.
  • Rådgivere og entreprenører: LABLAND Arkitekter, Ingeniørfirmaet Viggo Madsen, EnviDan, Dan Jord, og FK Smedie.