Modelprogram for opførelse af botilbud for ældre mennesker med autisme sætter fokus på, hvad der er vigtigt at tage højde for, når der bygges nyt eller bygges om.
Den selvejende institution Sofiefonden har sammen med Landsforeningen
Autisme ønsket at kvalificere grundlaget for at bygge boliger til ældre med
autisme. De to parter er derfor gået i samarbejde med Realdania om
udarbejdelse af et modelprogram for opførelse af denne type boliger.
Formålet med modelprogrammet har været at udvikle retningslinjer og
anbefalinger for udviklingen af ældreegnede boliger i et beskyttende
bofællesskab. Boliger og et fællesskab, som dels tager hensyn til den
almindelige aldersbetingede funktionsnedsættelse, men som i særdeleshed
tager hensyn til de ældre autisters særlige behov for struktur og
forudsigelighed i hverdagen. Modelprogrammet viser derfor, hvordan de
fysiske rammer kan give det optimale udgangspunkt for boliger til ældre med
autisme.
Modelprogrammet for botilbud til ældre med autisme er et naturligt næste
skridt i den lange rejse for at forbedre forholdene for mennesker med
autisme. Der har gennem de seneste 40 år er blevet arbejdet meget med at
forbedre vilkårene for denne gruppe, startende med etablering af
specialskoler og senere botilbud, arbejdspladser, børnehaver etc. og senest
opstart af ungdomsuddannelser. Dette har forbedret levevilkårene for
mennesker med autisme fra børnehavealderen til halvtredsårsalderen
betydeligt, mens der har været meget mindre fokus på gruppen af mennesker
med autisme over 50 år.
Autisme som diagnose blev først beskrevet i 1940’erne, og den første
specialskole for børn med autisme blev oprettet i 1964. Det viste sig
nemlig, at en tidlig indsats kan have en afgørende positiv betydning for
autister. De børn og unge, som blev diagnosticeret for 30-40 år siden er nu
ved at nå en alder, som stiller nye krav til deres botilbud. Gruppen af
ældre mennesker med autisme er derfor en forholdsvis ”ny” gruppe – men en
gruppe, der på samme måde som autistiske børn har et særligt behov for
behandlingstilbud i beskyttende rammer.
”Mange steder rundt i verden drøftes spørgsmålet om tilbud til ældre med
autisme. Dette modelprogram er dog det første af sin art hvor tanker og
ideer er blevet gennemarbejdet, dokumenteret og beskrevet i en visionær og
brugervenlig form. Nu imødeser vi i Landsforeningen igangsætningen af nogle
konkrete projekter med afsæt i modelprogrammet,” siger Morten Carlsson,
formand for Landsforeningen Autisme.
”Mennesker med autisme har brug for en kvalificeret pædagogik og de rette
fysiske rammer gennem hele livet. Det er vores ønske, at modelprogrammet
sætter fokus på ældre med autismes særlige behov – og at dette udmønter sig
i nybygning af botilbud og ombygning af eksisterende botilbud efter de
principper, som er beskrevet i modelprogrammet” siger Thomas Holm,
bestyrelsesformand i Sofiefonden.
Realdania har støttet udarbejdelsen af modelprogrammet med 750.000 kr.
”Det har for Realdania været vigtigt at skabe viden om, hvordan de fysiske
rammer kan spille sammen med og understøtte denne gruppe ældres specifikke
behov. Vi håber derfor, at modelprogrammet vil kunne bruges som inspiration
og planlægning af fremtidige projekter for etablering af ældreboliger for
mennesker med autisme,” siger projektleder Marianne Kofoed, Realdania.
Der er i dag en stor kompetence inden for autismeområdet i Danmark, og
dette har udarbejdningen af modelprogrammet haft et stort udbytte af gennem
interviews og workshops med en referencegruppe bestående af en række
repræsentanter fra eksisterende botilbud for mennesker med autisme,
pårørende, Center for Autisme, Videnscenter for Autisme, arbejdspladser for
mennesker med autisme, uddannelsesinstitutioner, Børne- og
ungdomspsykiatrien og andre.