Siden 2007 har Realdania sammen med Thisted, Lolland og Bornholm kommuner skabt nye veje til udvikling af yderområderne gennem 16 demonstrationsprojekter i partnerskabsprojektet Mulighedernes Land.
Nu afsluttes Mulighedernes Land med en fælles konference, hvor der deles ud af erfaringer fra projekterne, og yderområdernes fremtid sættes til debat. Konferencen afholdes torsdag den 15. november i Street Mekka på Enghavevej, København.
Programmet byder blandt andet på erfaringer fra de tre kommuner og oplæg om Eden Project i Sydengland. Her har iværksætter Tim Smit forvandlet en mine fra et ar i landskabet til et stort natureksperimentarium i form af én stor, overdækket have. Desuden diskuterer borgmester Winni Grosbøll, Stig Vestergaard og Lene Kjelgaard Jensen udvikling og afvikling for yderområderne, og der er paneldebat med eksperter inden for landdistrikter og planlægning.
På konferencen udgives en bog og et erfaringskatalog, der i tekst og billeder formidler de 16 projekter og tværgående erfaringer fra Mulighedernes Land.
Hent bogen Mulighedernes Land. Nye veje til udvikling i yderområder
Hent erfaringskataloget Mulighedernes Land. Erfaringer fra 16 projekter
Baggrund
Yderområderne står over for massive udfordringer. Borgere og arbejdspladser bevæger sig mod de største byer, og det står stadig mere klart, at yderområderne må finde nye roller.
I Mulighedernes Land er Realdania gået sammen med de tre kommuner Bornholm, Lolland og Thisted for at finde nye svar på udfordringerne. Det centrale spørgsmål har været, hvordan borgere, erhvervsliv og kommuner i fællesskab kan skabe en udvikling, som er bæredygtig, fordi den tager afsæt i det enkelte steds fysiske, kulturelle og sociale kvaliteter.
Siden 2007 har ildsjæle, kommunale planlæggere, arkitekter og politikere udviklet 16 demonstrationsprojekter, som på hver deres måde peger i nye retninger og lægger op til debat om Danmarks yderområder.