Der er ikke mange rette vinkler i Odenses nye kræftrådgivning. Når man træder ind, bliver man med det samme mødt af et stort træ, der er placeret midt i huset hjerte. Træet trækker på fineste vis de gamle velbevarede træer og den ny anlagte have direkte ind i huset. Ankomstrummet forgrener sig ud til et kreativt værksted, bibliotek, pejsestue, aktivitetssal og samtalerum. Gulvet er af beton og væggene beklædt med lærketræspaneler. Det er et hus, der skaber mulighed for både at tale - og bare være - sammen.
- Huset byder indenfor med dets særlige udtryk. I huset er der ro og varme. Jeg er sikker på at kræftramte og deres familier vil opleve huset som en dejlig oase, og et sted hvor de kan får støtte og vejledning. De folk, der allerede har besøgt huset, giver udtryk for, at de bliver både overraskede og berørte. Nogle siger, at de helt taber pusten, når de kommer ind – og det er ment positiv, siger Vivi Brandt Rasmussen, leder af Kræftrådgivningen i Odense.
Kræftrådgivningen er bygget i samarbejde med Realdania i projekt Livsrum. Her bygges syv nye huse tæt på de store kræftbehandlende sygehuse. Håbet er, at man ved at øge tilgængeligheden vil få kontakt til mennesker med kræft tidligere i forløbet samt få kontakt til flere og andre mennesker end før. Arkitekturen spiller en væsentlig rolle for byggerierne, der bygger på filosofien om den helende arkitektur, hvor alene rummet kan bidrage til, at man får det bedre.
- Realdanias ambition med de nye rådgivninger er at kunne hjælpe så mange kræftramte som muligt. Men ambitionen er også, at det sker i nogle rammer, som bygger på den nyeste viden om arkitekturens – og også naturens - betydning for vores livskvalitet. Denne kræftrådgivning er blevet et rigtig godt eksempel på, at netop arkitekturen kan være med til at støtte både patienterne og deres pårørende i en meget svær situation i livet, siger Marianne Kofoed, programchef i Realdania.
Unikt samarbejde med Odense Universitetshospital
I Odense er Universitetshospitalet gået aktivt ind i byggeriet, og har udvidet huset med nogle ekstra kvadratmeter, så der bliver plads til at tilbyde fysisk træning til patienter i kemoterapi i det tilbud der hedder: Krop og kræft. Både Kræftens Bekæmpelse og sygehuset, ser store muligheder for det øgede samarbejde.
- Vi har et skarpt fokus på udredning og behandling af kræftpatienter, og med det nye livsrum åbner muligheden sig for at få et ligeså skarpt fokus på kræftrehabilitering. Det kan give en langt større sammenhæng for patienterne og enestående udviklingsmuligheder ikke mindst for det nationale videnscenter for rehabilitering og palliation, som Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet er blevet vært for, siger Henrik Villadsen, lægelig direktør på Odense Universitetshospital.
Man er altid velkommen til at lægge vejen forbi huset til en snak eller en kop kaffe, mens man venter på sin behandling. Derudover kan huset byde på alt fra kurser med fokus på mad, motion, søvn og tanker, yoga og mindfulness til malerværksted, gruppesamtaler, foredrag og netværksaftener.