Vejen til Musikkens Hus i Nordjylland har været lang, det er mere end 28 år siden, den første ide til et musikhus i Aalborg opstod. Nordjyden er dog ikke bare stærk og sej, men også udholdende, så nu står huset endelig klar til at tage i mod aalborgensere, nordjyder og alle andre danske og udenlandske musik- og kulturinteresserede.
Indvielse 29. marts
Lørdag 29. marts er dagen for husets officielle indvielse, og herefter går det løs med en storslået åbningskoncert samme aften under overværelse af H.M. Dronningen. Så følger et 13 dage langt festfyrværkeri af koncerter lige fra store symfoniske værker opført af Aalborg Symfoniorkester og Londons berømte Royal Philharmonic Orchestra over koncerter med børn og lokale nordjyske kor til rytmiske koncerter med Jamie Cullum, Caroline Henderson og Tim Christensen.
Arkitektonisk vartegn med musikken i centrum
Visionen for Musikkens Hus i Nordjylland har været at skabe et koncerthus med en akustik på internationalt niveau, der kan være omdrejningspunkt for det musiske og kulturelle miljø i Aalborg. Det er et hus, der er bygget op omkring selve ideen om at skabe synergi og videndeling på tværs af husets mange brugere og gæster – et omdrejningspunkt i høj arkitektonisk kvalitet, som samtidig er et vartegn for Nordjylland.
Husets faste beboere er Aalborg Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatoriums Aalborgafdeling, Aalborg Universitets musikuddannelser, Center for Dansk Jazzhistorie og Musikkens Spisehus samt Musikkens Hus egen administration. Sammen med de mange gæster skal de være med til at skabe et musisk miljø ved havnen i Aalborg, hvor udviklingen af Østre Havn allerede understøtter et aktivt byliv.
Bag Musikkens Hus i Nordjylland står Fonden Musikkens Hus i Nordjylland, der har stået for selve byggeriet. Projektets største bidragydere er Aalborg Kommune og Realdania, og derudover har flere kommuner, regionen, EU samt en række øvrige danske fonde, det nordjyske erhvervsliv, privatpersoner samt Komitéen til Rejsningen af Musikkens Hus i Nordjylland bidraget økonomisk til projektet.
”Musikkens Hus er en meget vigtig nyskabelse for Aalborg Kommune og tidspunktet for husets indvielse er helt perfekt. Aalborg gennemgår i disse år en meget stæk og positiv udvikling og Musikkens Hus har netop den pondus, der skal til for at være med til at mangfoldiggøre det aalborgensiske kulturudbud, så vi nu får et mere alsidigt, nuanceret og bredspektret kulturtilbud, end vi tidligere har haft”, udtaler borgmester Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter: ”Jeg er stolt over at være borgmester i en by, som har Musikkens Hus og Nordkraft som nærmeste naboer – de to bygninger supplerer og komplimenterer hinanden på bedste vis. De udtrykker alt det, Aalborg står for: Ynde, robusthed, det elegante, det rustikke, det etablerede og det mere anarkistiske. Jeg er sikker på, at Musikkens Hus vil komme til at gøre en forskel – og jeg er ikke i tvivl om, at huset fremover vil byde på mange meget store oplevelser.”
”Jeg er ikke i tvivl om, at Musikkens Hus bliver et hus for hele Nordjylland. Den enestående opbakning og forankring i lokalbefolkningen viser, at hele regionen står bag dette hus”, siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania, og fortsætter: "Musikkens kommer til at bygge broer på mange niveauer, ikke bare musikalsk, men også fysisk i kraft af den multifunktionelle og inddragende arkitektur. Det er virkelig lykkedes Coop Himmelb(l)au at skabe et arkitektonisk fyrtårn, som kan inspirere til aktivt samvær og tværgående samarbejde – og ikke mindst give både børn og voksne nogle uforglemmelige musikalske oplevelser.”