Arrangementet markerede udviklingen af naturområdet, som så småt gik i gang henover sommeren. Her blev der sået planter og blomster på det tidligere landbrugsareal, hvor bydelens første huse kan opføres. I løbet af det næste års tid vil et enestående naturområde tage form - med enge, bærhaver, en frugtlund, skov, et vådområde med en stor ferskvandssø og genslyngning af den eksisterende Tranmosebæk.
Foruden taler ved bestyrelsesformand Uffe Steiner Jensen, borgmester Iver Enevoldsen og Realdania Bys adm. direktør, Peter Cederfeld, fik de mange fremmødte også en forsmag på de friluftsaktiviteter, der kommer. Parallelt med udviklingen af naturprojektet planlægger Ringkøbing K i løbet af 2016 bl.a. en naturbase, et udsigts- og fugletårn og en trækfærge, som skal gøre det mere attraktivt at benytte naturen.
- Nærheden til naturen og Ringkøbing Fjord er helt unikke kvaliteter, der gør det attraktivt at bosætte sig i Ringkøbing K. Naturen i Ringkøbing K bliver også en attraktion for byen og dens besøgende. Igangsætningen af naturprojektet er derfor en vigtig milepæl – ikke bare for Ringkøbing K, men for hele byen. Vi håber, at mange har lyst til at komme og være med til at sætte udviklingen i gang, siger Uffe Steiner Jensen, bestyrelsesformand for Ringkøbing K.
De første gravemaskiner er gået i gang med at skabe vådområdet med en godt fire hektar stor ferskvandssø - og samtidig er arbejdet med at anlægge stier også i fuld gang. De nye stier kobles sammen med byens eksisterende stinet, og herved sikres tilgængelighed og sammenhæng mellem det nye naturområde og de omkringliggende områder.