I 2016 er det præcis 300 år siden, at Karen Brahe stiftede Odense Adelige Jomfrukloster - et hjem med ordentlige rammer for unge adelsfrøkener, der ikke var blevet gift i en passende ung alder og til tider også for enker af adelsstanden eller de højere rangklasser.
Mangfoldig historie
Klosteret blev indrettet i Karen Brahes ejendom, den tidligere Bispegård i Odense, og ved oprettelsen testamenterede hun ikke bare sin ejendom, men også sit enestående og meget kostbare bibliotek til klostrets beboere.
I dag er den historiske bygning restaurereret fra kælder til kvist, og i hvert et rum, hver en krog og hver en detalje skinner husets mangfoldige historie igennem. Gennem tiden har huset været ejet af både konger, bisper og adel, og mens det endnu var beboet af ugifte, adelige jomfruer, havde selveste H.C. Andersen sin gang i huset. De tykke mure har i 500 år dannet ramme om både høj og lav, om fester og hverdag.