x

Odense Adelige Jomfrukloster i byens historiske centrum er et af landets ældst bevarede verdslige huse opført i 1504; som bispegård, senere kongelig ejendom, og fra 1716 adeligt jomfrukloster repræsentere bygningen skiftende tider, funktioner og behov, der kan aflæses lag for lag både ud og inde. Realdania By & Byg erhvervede ejendommen i 2008 og gennemførte herefter gennem fem år en af de mest omfattende restaureringsprocesser i nyere tid. I dag er forskere fra Syddansk Universitet med til at tegne en ny fremtid for klostret.

 

Odense Adelige Jomfrukloster er en af landets ældst bevarede verdslige bygninger, hvis bygningshistorie spænder lige fra senmiddelalderens krydshvælvede kælderlofter, over 1600-tallets udbygning til 1700- og 1800-tallets nedrivninger og tilføjelser. Et ændret forbandt, et blændet vindue, en skæv væg - spor, der fortæller om skiftende ejeres brug og behov, om skiftende stilarter og samfundsforhold.

Læs mere:

Middelalderen

Som sider i en bog kan man lag for lagre bladre gennem historien i salene på Odense Adelige Jomfrukloster, hvis indre er præget af renæssancedøre, baroktrapper, bandebemaling fra 1700-tallet, silketapeter fra 1800-tallet, landets måske ældste egetræsgulv og meget mere. Bygningen rummer skiftende interiørs, der ét efter ét er sat op uden på hinanden; nogle steder vidner helt op til 25 lag af tapet og bemaling om først bispens, så kongens, så adelsmændenes og senest klosterjomfruernes smag, behag og ikke mindst størrelsen på pengepungen.

Læs mere:

Renæssancen

At så mange århundreders arkitektur- og indretningshistorie er bevaret på ét sted er ganske enestående. Hver beboer og hver tid har efterladt et lille stykke af sig selv til eftertiden, men hverken brande eller gennemgribende moderniseringer har ramt huset. Restaureringen af Odense Adelige Jomfrukloster er kaldt et af nyere tids største restaureringsprojekter. Hele fem år tog det arkitekter, konservatorer, håndværkere og specialister at registrere og sikre de mange historiske lag for herefter at kunne vælge en vej ind i fremtiden for det gamle hus – en vej med både respekt for fortiden og plads til nutiden.

Læs mere om Realdania By & Byg

Projektfakta

{[{ label.title }]}

{[{ item.title }]}{[{ item.title }]}, {[{ item.subtitle }]} {[{ item.title }]}

Billeder

{[{ currentImage.meta.title }]}

{[{ currentImage.meta.description }]}

{[{ counter() }]}

Galleri

images icon video icon

{[{ printCounter($index) }]}

{[{ gallery.title }]}

Vis flere

Video

images icon video icon

{[{ printCounter($index) }]}

{[{ gallery.title }]}

Vis flere

Publikationer

Nyheder Se alle nyheder

{[{ item.date }]}

{[{ item.title }]}

{[{ item.body }]}

Vis flere

Ejendommen

Den nuværende hovedbygning er opført som Bispegård fra 1504-08 som en af flere bygninger relateret til den katolske kirke efter, at Paven havde gjort Odense til bispesæde. Det nuværende hovedhus er erstatning for et tidligere bispesæde fra 1420, men et teglstensgulv fra 1100-tallet under hovedhusets kælder og en brønd fra 1300-tallet bærer vidne om endnu ældre brug af grunden.

Bispens ejendom var væsentlig større end den nuværende. Stenhuset var hovedbygningen omgivet af en mængde små og store bygninger placeret på et betydeligt større grundareal, end hvad der nu udgør Odense Adelige Jomfrukloster. En del af grunden blev solgt fra allerede i slutningen af 1500-tallet. Der er løbende sket frasalg og ændringer i både grundens udstrækning og mængden af de omkringliggende bygninger bl.a. for at rejse penge fil finansiering af livet på klostret.

Bispegården var oprindeligt kun i én etage og ca. fem meter kortere i hver ende end nu. Den midterste del har ni sektioner med krydshvælv, mens tøndehvælvede rum præger hver ende af kælderen, hvor bygningen blev forlænget. Kælderen er en af de bedst bevarede middelalder-kældre i landet.

Efter reformationen i 1536 overtog kronen al bispegårdens gods. Kongen ejede gården i ca. 40 år, og anvendte den som bolig, når han var i byen. Det er kongen, der både forlænger og forhøjer bygningen. Den store pejs i biblioteket stammer også fra denne ombygning.

Omkring 1575 valgte kongen at sælge gården til en adelsmand, og fire år senere kom huset i hænderne på den berømte odenseanske købmand Oluf Bager, der også ejede Oluf Bagers Mødrene Gård.

Ejendommen blev i 1630 erhvervet af den danske rigsråd Jørgen Brahe - en af datidens gejstlige og adelige stormænd, og i år 1700 opnåede efterkommeren Karen Brahe fuldt ejerskab af ejendommen. Hun stiftede og indrettede i 1716 jomfruklostret for adelige.

Odense Kommune overtog ejendommen i 1972, hvorefter den formelle funktion som adeligt jomfrukloster ophørte. Frem mod Realdania By & Bygs overtagelse af ejendommen blev den bl.a. brugt af Odense Bys Museer som magasin.

Sidefløjen i bindingsværk er opført i 1749 ovenpå resterne af en ældre sidefløj tilhørende den gamle bispegård, der var et firfløjet anlæg. Bindingsværkshuset var til bl.a. køkken med postejovn og ildbænk, strygestue og rum til tjenestepiger. I en lille bygning mod Albanigade lå bageovnen og bryggekedel, men denne er for længst forsvundet.

Jomfrukloster

Et jomfrukloster skal ikke forstås som et religiøst nonnekloster men som et aflukke, hvor beboere og verden var adskilt - en organisationsform, hvor de indskrevne levede en beskyttet tilværelse med bolig og underhold.

En plads i klostret betød bolig, et årligt pengebeløb, kost, lys, varme og et hushold samt tjenestefolk. Hele klostret blev ledet af en priorinde, og oprindeligt var der plads til otte jomfruer i klostret, senere 11. Mange af de kvinder, der boede i klostret, var midaldrende, før de opnåede en plads, da der var venteliste. Optagelseskriterierne bestod i, at man skulle være adelig, af luthersk tro, ægte født og over 14 år.

tidens løb har mange kvinder boet i klostret, der dog ikke altid havde lige stor tilstrømning. Allerede i 1700-tallet stod pladser tomme, og jo tættere vi kommer på vores egen tid, jo mindre attråværdigt blev livet i klostret.

Klostret var ikke et lærd kvindefællesskab; faktisk indgik opdragelse og uddannelse slet ikke i bestemmelserne for klostret, og selvom Karen Brahes bibliotek på over 3.400 bind og 1.150 håndskrifter fra 1725 stod på klostret, var det at låne en bog ikke så ligetil. I 1907 blev biblioteket af sikkerhedsmæssige hensyn flyttet fra klostret. 

Odense Adelige Jomfrukloster blev sammenlagt med Roskilde Kloster i 1974 under navnet Den Skeel-Iuel-Brahe'ske Stiftelse, Roskilde Kloster. Her kan man fortsat se både indbo og malerier, som engang sad i huset i Odense.

Læs også om Det Harboeske Enkefruekloster

Restaurering

Realdania By & Byg har udført en gennemgribende restaurering, der især koncentrerede sig om at bevare og skabe sammenhæng mellem bygningens mange historiske lag. Det er sket på baggrund af omfattende undersøgelser af hovedhusets meget delikate og skrøbelige interiører, der i hovedtræk stod uforandrede i de historiske lag men i stærkt forfald.

Husets spraglede og farverige fortid som jomfrukloster er fastholdt som det gennemgående greb i transformationen. I hovedhuset var navnlig førstesalens vægge og især træværkets dekorationsbemalinger fra 1700- og 1800-tallet var en restaureringsmæssig udfordring. Stueetagen rummer en rig historie med overmalede kalkmalerier og dekorerede lofter samt bevaret rumudstyr som pejs, stuklofter, panelværker, døre og gulve. 

Den udvendige restaurering af hovedbygningen indebar istandsættelse af murværk, vinduer, døre og hovedtrappen. 

I den langt yngre sidefløj, som er opført i bindingsværk fra midten af 1700-tallet, har det været muligt at ændre bygningens indre til en ny anvendelse uden den samme kompleksitet og sårbarhed, som tilfældet har været for hovedhuset. Sidefløjen er i dag indrettet som auditorium med handicapadgang og toiletter. Kælderen er indrettet med et køkken samt kantine.

Relaterede projekter

  • Projekt

    {[{ item.title }]}

    {[{ item.body }]}

Projekt

{[{ current.title }]}

{[{ current.body }]}

{[{ currentIndex }]} / {[{ items.length }]}