Da Realdania By & Byg i 2011 købte et af arkitekt Jørn Utzons Romerhuse i Helsingør, var det med ønsket om at sikre og bevare huset som et betydende eksempel på den særlige byggestil, der kendetegnede efterkrigsårene i Danmark. Med Romerhusene, der er opført i 1957-1961, var Utzon med til at definere en helt ny boform i Danmark: Tæt-lav byggeriet.
I dag – knap 60 år efter opførelsen - udgør Romerhus-bebyggelsen i udkanten af Helsingør fortsat et enestående eksempel på hustypens anvendelse i en landskabelig sammenhæng, og området er til stadighed en levende inspirationskilde for både danske og udenlandske arkitekter. I efterårsferien åbnes huset kortvarigt for offentligheden. Adgang kan kun ske via tilmelding hos Realdania By & Byg Klubben.
Ikke begrænset af økonomien
- Da Romerhusenes bygherre, et boligselskab i Helsingør, i begyndelsen af 1950'erne igangsatte byggeplanerne, var det afgørende, at husene skulle kunne købes af almindelige mennesker med almindelige indkomster. Det betød, at byggesummen ikke måtte overstige 35.000 kroner. Et stramt økonomisk loft, der nok kunne skræmme mange arkitekter væk, men ikke Jørn Utzon, fortæller Realdania By & Bygs arkitekt Per Troelsen, som stod i spidsen for den restaurering, som blev igangsat kort efter købet af huset på Baggesensvej.
I stedet for at se det økonomiske loft som en begrænsning for det arkitektoniske udtryk betragtede Utzon det som en udfordring og skabte nogle helt særlige løsninger for den overordnede bygningsstruktur og for detaljeringen.