For langt de fleste er Poul Henningsen – PH – ensbetydende med lys og klassisk lampedesign. De fleste kender ham som manden bag PH5, Koglen og andre ikoniske lamper og som samfundsrevseren, der langede ud efter vanetænkning og konformitet, borgerlighed og pænhed.
Men for de mange tusinde gæster, som i den forgangne uge lagde vejen forbi Brogårdsvej 72 i Gentofte, nord for København, fik initialerne PH pludselig i en yderligere dimension.
Her fik de nemlig adgang til det hus, som PH i sin egenskab af arkitekt tegnede og opførte til sig selv og sin familie i 1937. Her - på en stærkt skrånende grund tæt ved Gentofte Sø - blev de budt indenfor i huset, PH selv omtalte huset som ”Gentoftes grimmeste” – et prædikant, som mange af de fremmødte åbent-hus-gæster var tilbøjelige til at give ham ret i.
Ganske uskønt
Beliggende på en stejl bakke, opført i elleve niveauer og med kælderdør og kældervinduer som husets første blikfang var der bred enighed blandt de besøgende om, at huset var – måske ikke det grimmeste – så i hvert fald ganske uskønt.
Og til den uskønne oplevelse bidrog i høj grad også byggematerialerne: Grå og rå betonblokke, grønt tagpap samt mønjerøde jernvinduer og jerndøre.
Så snart de mange gæster var kommet indenfor, blev den uskønne oplevelse dog hurtigt erstattet af en forundring over, hvordan huset åbnede sig, hvordan niveauer og skydedøre skabte gennemkig og åbne forbindelser, og hvordan farver og materialer gik igen i alle typer af rum, fx den mønjerøde farve på armaturer, rør, radiatorer og hængsler overalt og samme røde flise i alle vinduesrammer.