Af arkitekt og projektleder Jørgen Søndermark, Realdania By & Byg
Hidtil har fugt være anset som boligens dominerende sundhedsrisiko, som først og fremmest skulle fjernes ved at ventilere boligerne. Nu viser forskningen imidlertid, at også partikler udgør en betydelig risiko for beboernes sundhed og helbred.
Vi bruger 90 % af vores tid indendørs, og flere studier viser, at de ultrafine, luftbårne partikler - som kommer fra tændte stearinlys, madlavning, håndtering af vores tøj og andre aktiviteter i hjemmet - også påvirker vores sundhed og bl.a. kan forårsage irriterede øjne, hovedpine, kvalme osv. og på længere sigt øge risikoen for nedsat lungefunktion og hjertekarsygdomme.
For at slippe af med partiklerne skal der gøres en række indsatser – én af dem er meget mere udluftning eller ventilation.
En regulær aha-oplevelse
CISBO’s resultater er landet midt processen med projekt Sunde Boliger, og de har rusket grundigt op i alle involverede parter. ”En regulær aha-oplevelse”, som en af rådgiverne sagde - med tanke på, at det ikke sker ret ofte, at det bagvedliggende beregningsgrundlag for en velkendt ingeniørdisciplin måske er ved at skifte.
I projektet Sunde Boliger har vi fra første færd haft fokus på fugt: I fremtidens sunde boliger skulle fugten nedbringes dramatisk, så beboerne kunne nøjes med mindre, eller ligefrem blot naturlig ventilation. I de sunde boliger ville vi bl.a. undersøge, om vi kunne slippe helt af med de mekaniske ventilationsanlæg – fx via fugtabsorberende materialer på vægge og gulve, som kunne optage fugten i soveværelset om natten og frigive den igen op ad dagen, dét er stadig vores mål, men nu er partiklerne også kommet i søgelyset.
Standsning ved kilden
Der er kun to måder at slippe af med partikler på. Den ene er at standse dem ved ’kilden’; den anden er at lufte dem ud. Og beboerne selv kan selvfølgelig gøre meget.
I Danmark er der ikke mange rygerhjem tilbage, men vi har stadig hygge-rekord i stearinlys. Brugen af stearinlys skal begrænses, og det samme gælder for fx stegepanden og ovnen, hvilket dog er nemmere sagt end gjort: De populære, åbne køkken-alrum har nemlig ikke gjort noget godt for ’kildekontrollen’.
Og lige meget, hvor meget vi begrænser partiklernes arnesteder, så vil vi stadig være omgivet af partikler fra vores tøj, fra støv osv. Så der skal også ventileres godt og grundigt, og den nye viden viser, at Bygningsreglementets krav ikke altid er nok.