Allerede i dag bor 52 % af verdens befolkning i byer, og byernes befolkning forventes at blive fordoblet over de næste 30 år. Det ved vi – men hvordan løser vi den udfordring på en måde, der skaber de bedst mulige byer, hvor der også er tænkt på bl.a. ressourceforbrug, bæredygtige trafikløsninger, plads til social mangfoldighed og i det hele taget behovet for liveable cities?
Foreningen BLOXHUB stiftes officielt 3. juni
BLOXHUB er organiseret som en forening og bliver både et virtuelt fællesskab målrettet aktører i hele Danmark og et åbent kontormiljø centralt i København. Foreningen lanceres officielt 3. juni, men allerede nu arbejdes der intenst for at rekruttere interesserede aktører, ligesom foreningens organisatoriske grundlag er ved at blive færdigetableret. Sideløbende arbejdes der for at skabe den rette sammensætning af foreningens bestyrelse.
Torben Klitgaard, der er hub director i BLOXHUB, understreger, at danske virksomheder inden for arkitektur, design og byggeri har meget at byde på, når der gælder bæredygtig urbanisering. Den store udfordring for både store og små virksomheder er imidlertid ofte, at det er svært at komme fra den gode ide til det færdige produkt – og derfra videre ud på markedet.
”Den udfordring tager vi konkret op i BLOXHUB, hvor en af de centrale opgaver bliver at rådgive små- og mellemstore virksomheder. BLOXHUB byder bl.a. på mentorordninger, og virksomheder vil kunne få rådgivning om funding, forretningsudvikling og lignende. Målet er, at virksomheder skal komme fra en enkelt god ide til noget, der kan gøres relevant og tilpasset et stort marked. Midlet er et inspirerende og markedsrettet fællesskab af driftige innovationsaktører,” siger Torben Klitgaard.
Internationale ambitioner
BLOXHUB er igangsat af Realdania i et samarbejde med Erhvervs- og Vækstministeriet og Københavns Kommune og har et opstartsbudget på 150 mio. kr. over 10 år. Dertil kommer yderligere finansiering fra forskellige parter i forbindelse med konkrete projekter.
Ambitionen er, at BLOXHUB skal blive en international aktør inden for sit felt og dermed blive et centralt forbindelsesled til innovative samarbejder uden for Danmark for mange danske virksomheder og forskningsmiljøer. Hub’en vil tiltrække mange forskellige typer aktører: fra start ups over små- og mellemstore virksomheder til internationale corporates, forskningsinstitutioner og andre. Kort sagt; alle der ønsker at arbejde i krydsfeltet mellem arkitektur, design, byggeri og IT.
Vil du vide mere
Er du en innovationsvirksomhed eller på anden måde interesseret i BLOXHUB, så kontakt foreningen på info@bloxhub.org.
Læs også mere på www.bloxhub.org