Ud fra visionen om at skabe gode, attraktive ferieoplevelser for mennesker med handicap tog Muskelsvindfonden i 1998 i samarbejde med Arbejdsmarkedets Feriefond initiativ til at opføre et moderne feriecenter, hvor tilgængeligheden for mennesker med handicap er i særklasse. I 2013 vandt AART architects fra Aarhus en arkitektkonkurrence om en stor udbygning af centret med multihal, ferieboliger, restaurant og bedre konferencefaciliteter. Udbygningen blev indviet i 2015, og det er denne, som i dag markerer Danmark internationalt, når The International Association of Universal Design (IAUD) tildeler Musholmprojektet hovedprisen ved årets IAUD Awards i Nagoya i Japan.
”Det var vores ønske, at Musholm skulle udfordre forestillingerne om, hvad mennesker kan og ikke kan. På Musholm bliver alle mennesker uanset alder og funktionsnedsættelser mødt af muligheder frem for begrænsninger. Både indenfor og udenfor. Det betyder ikke, at alle nødvendigvis kan alt eller lige hurtigt. Men centret har tilbud til alle, og alle kan udfordre deres egne grænser”, fortæller Henrik Ib Jørgensen, direktør i Muskelsvindfonden og for Musholm. Han fortsætter:
”På et menneskeligt plan betyder det, at der bliver plads til forskelle, så flere bliver inkluderet i oplevelserne. På et samfundsmæssigt plan ønsker vi, at Musholm skal være et eksperimentarium for tilgængelighedsløsninger, der kan inspirere det øvrige samfund, så det ikke kun vedbliver at være på Musholm, at mennesker med og uden handicap kan følges ad.
Arkitekterne satte sig selv i kørestolen
Undervejs i den kreative proces satte AART architects sig i kørestolen for på egen krop at opleve, hvordan fysiske begrænsninger kan vendes til nye muligheder for den enkelte. Netop det tiltag gav mange nye innovative løsninger.
”Musholm markerer på mange måder et nybrud. Det viser, hvordan vi kan tænke arkitektur anderledes, så æstetik, oplevelse og tilgængelighed smelter sammen og kan integreres som en naturlig del af fremtidens bygninger og byrum – til glæde for alle uanset livsvilkår. Det er et sted skabt til at inkludere og inspirere”, fortæller Anders Tyrrestrup, arkitekt og partner i AART architects. Han tilføjer:
”Det kommer blandt andet til udtryk i oplevelsesrampen, der slynger sig rundt om feriecentrets multihal og med sine mange plateauer byder på en rigdom af aktiviteter. Oplevelsesrampen bryder med den vante tanke om tilgængelig arkitektur, da den strækker sig over flere etager. Her kan alle nødvendigvis ikke alt, men alle har mulighed for at mærke adrenalinen og få oplevelser ud over det sædvanlige”.
Musholm bryder grænserne for det mulige
Blandt bidragsyderne er der også stor jubel over den nye titel som verdens mest tilgængelige feriecenter. Direktør i Arbejdsmarkedets Feriefond Nina Löwe Krarup udtaler:
”Det er med stolthed, at vi som bidragsyder har modtaget meddelelsen om, at Musholm modtager en international pris for universelt design. Universelt design er det højeste niveau, man kan nå inden for tilgængelig arkitektur, fordi det er udtryk for, at æstetik og inkluderende social funktion hænger sammen. Samtidig understreger prisen vigtigheden af det fokus, Arbejdsmarkedets Feriefond har på, at mennesker, der af den ene eller anden grund, ikke har samme muligheder som andre, får del i den rekreation og fornyelse af kræfter, som er feriens formål.”
Realdania, som har støttet byggeriet i Korsør med 10 millioner kroner, tror på, at det nytænkende byggeri kan inspirere på verdensplan.
”Musholm er inspiration for fremtidige ferie- og oplevelsescentre samt idrætsbyggerier, og den internationale opmærksomhed understreger, at Musholm ikke kun inspirerer på et nationalt plan, men også et internationalt plan. Musholm viser, at kombinationen af arkitektur af høj kvalitet og tilgængelighed for alle kan blive integreret som en naturlig del af ethvert byggeri, til glæde for alle. Musholm bryder på mange måder grænserne for, hvad der er muligt til fordel for alle typer gæster, med eller uden handicap”, fortæller Lars Autrup, projektchef i Realdania.