I halvandet år har parret Ruben og Dorte Kristensen levet uden en tørretumbler og taget korte bade, og deres forbrug og adfærd er blevet nøje overvåget via sensorer i hjemmet. Deres hus – Kvotehuset – er nemlig en del af Realdania By & Bygs eksperimenterende byggeprojekt MiniCO2 husene i Nyborg, hvor seks forskellige huse på hver sin måde har fokus på at nedbringe udledningen af CO2.
Parret flyttede ind i Kvotehuset i 2015, og over ca. tre år måles parrets forbrug og adfærd. Men allerede nu, midtvejs i forsøget, er resultatet klart: Eksperimentet med Kvotehuset er lykkedes! Parrets forbrug ligger en tredjedel under, hvad man ville forvente i et nybygget lavenergihus af tilsvarende størrelse. Det fastslår en netop publiceret midtvejsevaluering for Kvotehuset.