En bøf stegt på panden og en tur rundt i huset med støvsugeren. To almindelige og velkendte gøremål i mange familier, men samtidig to gøremål, som – set med indeklimabriller – afgiver rigtig mange partikler, som ikke er gode for indeklimaet.
Netop pandestegning og støvsugning er to af de praktiske prøvelser, som tre nyopførte og endnu ubeboede huse i Holstebro er blevet udsat for, inden Realdania By & Byg om kort tid inviterer offentligheden på åbent hus, og boligerne herefter skal sælges.
De tre huse, der er opført af Realdania By & Byg som en del af Realdanias indeklima-indsats, har nemlig til formål at undersøge et helt centralt spørgsmål: Hvordan kan vi bygge almindelige familiehuse med sundt indeklima og hvilke løsninger kan der gennemføres inden for en almindelig anlægsøkonomi? Kort sagt: Kan vi bygge og bo sundere, uden at det koster ekstra?
- Med tanke på, at vi tilbringer mere end to tredjedele af livet inden for hjemmets fire vægge, og med vores viden om hvordan dårligt indeklima kan påvirke vores sundhed og velbefindende, er spørgsmålet ganske væsentligt. Men for at udvikle bedre indeklimaløsninger må vi eksperimentere, og det har vi netop gjort med de tre huse i Holstebro, siger Realdania By & Bygs projektleder Jørgen Søndermark, som sammen med Pluskontoret Arkitekter, arkitektfirmaet Lendager Group, ingeniørvirksomheden MOE og professor Torben Sigsgaard står bag indeklimaprojektet, der har fået navnet ’Sunde Boliger’.
Flere veje til et sundt indeklima
De tre huse, der indgår som en del af en rækkehusbebyggelse i Holstebro, er ens ude fra, men indenfor byder de på forskellige løsninger til at skabe et sundt indeklima.
- Indeklima er jo rigtig mange ting; støj, dagslys, temperatur osv., men også de mere skjulte ting som radon, fugt, partikler og afgasninger. Sammen med vores rådgivere har vi især haft opmærksomhed på partikler og afgasninger, fordi det er her, vi ser den alvorligste påvirkning af helbredet, forklarer Jørgen Søndermark.
Det ene hus, kaldet NO-tech huset, er udstyret med naturlig ventilation uden megen teknologi, men til gengæld med fokus på nye måder at indrette boligen på.
Kodeordet har været kildekontrol. Ideen er at undgå, at der opstår partikel- og afgasningsforurening. Derfor er der bl.a. indrettet et særskilt legerum, så børnene ikke skal sove i samme rum som deres støvede og snavsede legetøj, ligesom al tøj samles i et garderobeskab i bryggerset, så tøjfibre ikke hvirvler rundt i soveværelset. Husets materialer er også nøje udvalgt, så de er så rene og naturlige som muligt.