En kraftig okseblodsmalet hoveddør af egetræ med tunge smedejernsbeslag, slidt af tidens tand og af vind og vejr, giver ikke bare besøgende i Priors Hus en imponerende velkomst; døren er også et levende resultat af en forbilledlig restaureringsskik. En skik, som for 100 år siden blev bragt til byen af den københavnske tilflytter, arkitekt Alexis Prior, der købte huset og restaurerede det med en – for dén tid – sjælden respekt og veneration for husets originalitet.
Og derfor bevarede han naturligvis også den gamle, originale hoveddør, som håndværkere over 200 år tidligere havde bygget og behandlet med okseblod. En behandlingsmetode, der imprægnerede det friske egetræ, fordi der opstod en kemisk forbindelse mellem okseblodet og garvesyren i træet.