Fagfolk inden for byggeriet har nu en unik mulighed for at komme helt tæt på byggeriet på Oluf Bagers Plads midt i Odenses historiske bykerne, når Realdania By & Byg inviterer inden for på byggepladsen den 22. marts kl. 15.00-17.00 med rundvisning, faglige indlæg og netværk.
Hvilke arkitektoniske tanker der er tænkt, inden de første entreprenørmaskiner overhovedet triller ind på disse historiske jordstykker i en af Danmarks ældste byer? Hvordan er bygherre, arkitekter, ingeniører og håndværkere kommet fra de første streger på et stykke papir til de første udgravninger på et stykke jord? Hvordan er ord blevet til handling, og hvordan er visioner om materialer og håndværksmetoder blevet til virkelige bygninger?
Det er nogle af de spørgsmål, Realdania By og Byg stiller skarpt på ved erhvervsarrangementet.
Aldrig tidligere har Odense oplevet så megen byggeaktivitet på så kort tid og på så tætpakkede arealer. Ikke mindst i den historiske bykerne – dér, hvor Thomas B. Thriges Gade tidligere skar byen over – er aktiviteten stor. Nye byggerier i forskellige højder, udformninger og nuancer skyder op mellem eksisterende gader og stræder og historiske huse, og masser af håndværkere er hver dag i gang. Nogle graver ud, andre støber fundament. Nogle murer ydervægge og sætter vinduer i, mens andre er i gang med at lægge tag.
For Realdania By & Byg, som er en af bygherrerne i den odenseanske bymidte, har det krævet mange tanker, megen planlægning og flere inspektionsture og opmålinger på den lille plads i Nørregade-kvarteret, inden selskabet gik i gang med det byggeri, som i løbet af 2018 skal blive til to nye ejendomme og en helt ny plads: Oluf Bagers Plads, opkaldt efter en af byens hedengangne storkøbmænd, som i 1500-tallet byggede sin købmandsgård i netop dette område.
Nye bygninger skal falde naturligt ind
Købmandsgården ligger der stadig, og det er for enden af gårdens gavl, at den nye plads og de nye bygninger skal falde naturligt ind. Og netop det ’at falde naturligt ind’ er for Realdania By & Bygs arkitekt Frants Frandsen, som står i spidsen for byggeriet, en evig udfordring de steder, hvor opgaven lyder at få nyt og gammelt til at smelte sammen.