Mange håndværkere i gang
- Når arbejdet med fundamenterne er på plads, følger andre håndværkere efter, og der er brug for mange faggrupper – ikke mindst i stuehuset. For selvom huset og haven tager sig ganske smuk og helstøbt ud i forårssolen, er der mange bygningsdele og mange detaljer, som skal gennem håndværkernes kyndige hænder, inden restaureringsopgaven er fuldført, fortæller Realdania By & Bygs arkitekt og projektleder Connie Hviid, som står i spidsen for den forestående restaurering.
Læs også: Restaurering i Højer: Fra marskgård til madlejrskole
- Murværket i stuehuset bærer præg af en del reparationer gennem tiden, og det er nødvendigt med en omfugning og udskiftning af frostsprængte sten. Husets stråtag skal skiftes, og vinduer og døre - som er en blanding af elementer fra husets opførelse og fra løbende udskiftninger - skal istandsættes, siger Connie Hviid.
Indvendigt skal næsten alle gulve efterisoleres, og det samme gælder lofterne, mens vinduerne skal energioptimeres med energiglas i forsatsrammerne. Derudover skal alle de indvendige overflader, dvs. vægge og træværk, restaureres, så de matcher bygningens alder og oprindelse. Samtidig skal bygningens inventar og overflader have en robusthed, så de kan klare sliddet fra de mange mennesker, som fremover vil få deres gang i den fredede gård.
Læs også: Restaurering i Højer: Fra marskgård til madlejrskole
Bygningskultur og madkultur under ét
Mens håndværkerne er i fuld gang de næste mange måneder, sørger en havemand for at passe og pleje den 3.700 kvm store grund med mange gamle træer og buske.
Netop den store grund, bygningernes forskellighed og den centrale placering i byen gør marskgården særdeles velegnet som ny MADlejr, og ud over overnatningsmuligheder, undervisningslokaler og skolekøkkener skal lejrskolen også omfatte udekøkkener, drivhus og køkkenhave.
- Vi ser frem til at kunne invitere landets 6. og 7. klasser på en madlejrskole, hvor bygningskultur og madkultur kan opleves under ét. Vi kommer til at tage alle de gode erfaringer med fra vores MADlejr på Sydfyn, men MADlejr i Højer vil også have sit helt eget præg med lokale råvarer og egnsspecifikke fødevarer, der kan hentes lige uden for døren, siger direktør Sanne Vinther fra Arla Fonden.
Læs mere om Madlejr (åbner i nyt vindue)