Drømte om at blive maler
Arne Jacobsen var rigtig glad for at male akvareller. Det kunne ske, at han om sommeren sagde til sine medarbejdere: ”Nu ser I mig ikke mere i eftermiddag” – og så gik han ud i haven og malede akvareller.
Faktisk drømte Jacobsen som barn om at blive maler, men faderen fik det modereret til arkitekt - det virkede lidt mere økonomisk sikkert og solidt. Det kan man jo kun takke faderen for - ellers var Danmark gået glip af meget.
Ikke at Arne Jacobsens akvareller var nogen dårlig beskæftigelse. Tværtimod. Jacobsens detaljerede havestudier blev en væsentlig inspirationskilde. ”For Jacobsen var akvarellen en iagttagelse af virkeligheden og det første bud på en idé. Akvarellen blev den arbejdsmetode, der fastholdt Jacobsens dybe engagement i dagligdagen og hans drøm om en ny, moderne verden,” som Poul Erik Tøjner skriver i bogen 'Atlas - Arne Jacobsens akvareller' (2002).
I ét af havens solrige rum havde Jacobsen indrettet en fast arbejdsplads til sig selv, og her sad han ofte og tegnede og arbejdede med at forenkle og oversætte naturiagttagelser til et moderne formsprog i sin arkitektur og i sine møbler og industrielle designprodukter. Haven på Strandvejen 413 kom på den måde til at spille en dobbeltrolle for Jacobsen. Den er både resultatet af Jacobsens eget arbejde og inspirationskilde for hans virke.
Organisk design
Arne Jacobsen designede mange tapeter og tekstiler baseret på hans tegninger og malerier af planter. Hans anden kone, Jonna, var stoftrykker og tekstilkunstner, og i tiden i Stockholm under krigen ernærede parret sig bl.a. ved at designe tapeter og møbel- eller gardinstoffer. Her var planter, der breder sig over hele fladen i naturlige former og forløb, frodigt og friskt, et yndet og hyppigt motiv.