“Nu håber jeg, at det er ærlige folk, jeg har solgt til”. Med disse ord underskrev den 104-årige Christian Mink i 2010 – en måned før sin død – slutsedlen på salget af sit hus: Et lille statshusmandsbrug, som den unge hr. Mink i 1934 havde bygget med lån fra staten på en jordlod i Skovbølling udenfor Haderslev. I knap 80 år nåede han at bo i sit hus, før han solgte til Realdania By & Byg.
Havde den gode Christian Mink levet i dag, ville han uden tvivl have bifaldet den ærlighed, som køberen af hans livsværk efterfølgende lagde for dagen i arbejdet med at restaurere det gamle statshusmandsbrug, bevare og værne om dets historie og samtidig nænsomt tilføje de faciliteter og moderne bekvemmeligheder, som en familie i dag forventer i deres bolig.
I dag er huset lejet ud til privatbeboelse, men de mange levn fra en svunden tid er bevaret. Og heldigvis. For selv om der fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1940’erne blev bygget flere end 20.000 statshusmandsbrug rundt om i Danmark, så er der i dag kun ganske få velbevarede eksemplarer tilbage af disse små landbrug, der blev finansieret med forskellige former for statslig støtte og opført i enkle, men gode materialer.
Et af dem ligger i Skovbølling - som en unik og velbevaret tidslomme og en vigtig brik i fortællingen om jævne menneskers tilværelse på landet, statslige visioner og personlige drømme om et bedre liv.