Er det en ny eller gammel bygning? Spørgsmålet blev for nylig drøftet af en flok odenseanere på byvandring i det lille stræde, Hans Jensens Stræde, i det centrale Odense. Strædet, der er bebygget med små huse fra 1700-tallet og 1800-tallet, fører ind til den kommende Oluf Bagers Plads, som lige nu anlægges af Realdania By & Byg tillige med to nye bygninger. I strædet passerede de nysgerrige odenseanere gavlen på den ene nye bygning, og spørgsmålet om nyt eller gammelt var rettet netop mod den nyopførte gavl.
Byvandrerne fik svar på deres spørgsmål, og netop den slags spørgsmål glæder Frants Frandsen fra Realdania By & Byg, som er arkitekt og projektleder for anlæggelsen af pladsen og opførelsen af de nye bygninger i Odense. En af ambitionerne med projektet har nemlig lige præcis været at indpasse de nye bygninger i det historiske miljø og få det hele til at falde naturligt og næsten ubemærket ind. Bygningerne er vel og mærke ikke en kopi af de historiske huse, men indeholder tværtimod en række nytænkende løsninger – både ude og inde samtidigt med at de har det historiske bebyggelsesmiljø som bagtæppe og inspiration.
Ser ikke spritnye ud
For at få udtrykket i de nye bygninger til at harmonere med de historiske omgivelser er begge bygninger – og dermed også den smalle gavl ud til Hans Jensens Stræde – udført med en nøje udvalgt mønstermuret facadesten, som i farve og stoflighed ”tager godt fat i” den historiske bebyggelses renæssancetræk i Oluf Bagers Gård.
Stenenes rødgule farvespil og mønstermuringen giver facaderne et levende udtryk med forskellige farvespil og skyggevirkninger, som bevirker, at bygningerne ikke ser spritnye ud, men tværtimod lægger sig fint til rette i det historiske – netop som om, at de altid har været der.