Kan det lade sig gøre at blande tre arkitektoniske stilarter og alligevel få en harmonisk helhed? I Sorø gjorde en modig arkitekt for knap 140 år siden forsøget midt på byens torv, og her troner hans forsøg stadig: En iøjnefaldende rødstensbygning; en stor pose arkitektonisk bland-selv-slik, toppet af et bolsjestribet tag i blå og grønne farver.
Om det er smagfuldt eller ej, er naturligvis en smagssag. Men faktum er, at huset - som er byens gamle rådhus - i dag regnes for et af de mest vellykkede eksempler på de mange råd, ting- og arresthuse, der blev opført i landets købstæder i anden halvdel af 1800-tallet.
Datidens rådhus-byggeboom var opstået i kølvandet på ophævelsen af enevælden, indførelsen af Grundloven og det kommunale selvstyre, og bygningerne blev formgivet af arkitekter, der naturligvis var påvirket af tidens tonegivende arkitektur, nemlig ’historicismen’: En arkitekturretning, hvor det var god stil at blande samtlige klassiske stilarter efter forgodtbefindende; et karneval af forskellige stilarter, som perioden lidt nedsættende blev kaldt i årtierne efter dens storhedstid.
Sammenblandinger på mange måder
Råd- og tinghuset i Sorø er ingen undtagelse fra denne, tidens strømning. Her er motiver og elementer fra tre historiske stilperioder forenet på ca. 1.200 etagekvadratmeter: Klassicismen, som den strengt symmetriske facadeopbygning refererer til; den nordiske middelalderarkitektur, som det blanke røde murværk er forbundet til, og det nygotiske udtryk, som er opnået ved brug af spidsbuede stik, dvs. murede selvbærende afslutninger over vinduerne, små kviste på taget og kamtakkede gavle.