Menu

Kender du Danmarks bedste renovering?

Pressemeddelelse

2. januar 2019

The Silo, vinder af RENOVER prisen 2018

Hvilken bygningsrenovering fortjener titlen som Danmarks bedste? Det kan du være med til at bestemme. Fra i dag kan alle indstille deres yndlingsrenovering til RENOVER prisen 2019.

Uanset om du er arkitekt, ingeniør, håndværker, bygherre eller parcelhusejer, kan du frem til 1. marts indstille en renovering til RENOVER prisen 2019. 

Ofte er det nybyggeri, som belønnes med priser, men renoveringer fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, og ambitionen med RENOVER prisen er derfor at give renovering den synlighed og anerkendelse, som disciplinen fortjener.

Prisen går til en renovering, der er så god og eksemplarisk, at den fortjener at kunne kalde sig Danmarks bedste.  

”RENOVER prisen hylder de gode renoveringer, der er rundt omkring i landet – og fremhæver det ene projekt, der lige er lidt bedre end de andre. Samtidig er prisen en cadeau til det samlede hold, der står renoveringen,” siger Lars Axelsen, administrerende direktør i Grundejernes Investeringsfond. 

 

Alle typer renoveringer skal frem i lyset 

Sidste år blev der indstillet i alt 182 projekter til RENOVER prisen, og ud af dem var der især mange renoveringer af private parcelhuse. Parterne bag prisen håber på igen i år at se mange gode eksempler på renoveringer af private boliger – såvel som alle andre typer af renoveringer, der kan inspirere. 

”Ligesom tidligere år håber vi på at se mange forskellige typer af renoveringer, som har det visionære, kreative og inspirerende til fælles. 
Ved at sætte fokus på de mange gode renoveringsprojekter, der er rundt omkring i landet, vil vi gerne inspirere til endnu flere nytænkende renoveringer, som kan komme os alle til gode. Der findes allerede mange fantastiske renoveringer derude. Det er bare om at indstille,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.   

Udover RENOVER prisen vil der også i år blive uddelt en specialpris. Specialprisen gives til et projekt, der ikke nødvendigvis lever op til alle RENOVER prisens krav, men som på den ene eller anden måde er præget af en originalitet og kreativitet, som fortjener anerkendelse. 

Du kan nemt indstille dine favoritprojekter

Du kan nemt indstille et renoveringsprojekt via hjemmesiden www.renover.dk. De nominerede projekter til RENOVER prisen 2019 offentliggøres medio juni. Vinderne af både RENOVER prisen og Specialprisen kåres ved en prisfest i september 2019. 

RENOVER prisen sætter fokus på renovering

RENOVER prisen uddeles af Realdania og GI. Selv om renovering fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, er det primært nybyggeri, der bliver belønnet med priser. Det er RENOVER prisen med til at lave om på. Det særlige ved prisen er derudover, at den hylder et helt projekt frem for en enkelt bidragsyder. RENOVER prisen er en pris til alle, der har været involveret i det vindende projekt – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere. 

 
RENOVER prisen 2018

Sidste år blev seks projekter nomineret til prisen på baggrund af 182 indstillede projekter. De seks nominerede projekter til RENOVER prisen var: 

  • Bondegården i Havreholm 
  • Korngården i Ballerup 
  • Multikulturhuset i Sønderborg    
  • Moderniseret hosbyhus i Herning   
  • Rømerhus i Aarhus  
  • The Silo i Nordhavn 

The Silo i Nordhavn blev årets vinder af RENOVER prisen, mens Whiskyhuset på Ærø vandt Specialprisen. 

Kriterier til de nominerede af RENOVER prisen 2019

Vinderen blandt de indmeldte projekter vil blive fundet ud af en samlet vurdering på baggrund af 7 kriterier. 

  • Eksempelværdi: Projektet har potentiale til at inspirere branchen i forhold til renovering. 
  • Energikrav og bæredygtighed: Projektet har leveret væsentlig energibesparelse og bidraget til en bæredygtig praksis. 
  • Samarbejde og proces: Projektets resultat er sikret gennem godt samarbejde og fagligt kompetente bidrag. 
  • Brugskvalitet: Projektet er funktionelt velfungerende og vurderes positivt af sine brugere. 
  • Bidrag til omgivelser: Projektet bidrager positivt til dets nærmiljø.
  • Økonomi og værdiforøgelse: Projektet har skabt værdi for bygningsejeren i forhold til kvalitet, tid og ressourcer.
  • Udførelseskvalitet: Projektet er gennemført på et højt håndværksmæssigt niveau.

Relaterede projekter