Resultatet blev 135 eksklusive lejeboliger fordelt på 11 huse, hvis høje håndværksmæssige ambitionsniveau kommer til udtryk i detaljer som de nøje sammenflettede mursten og det håndlavede kobbertag. Formgivningsmæssigt er husene tænkt som en helhed. Tre porte binder husene sammen og giver fornemmelse af en enklave, som understøtter følelsen af tryghed og fællesskab. Bebyggelsens nærmest skulpturelle fremtoning med organisk buede facader og en kobberbelagt tagflade, der følger grundens naturlige fald, skaber associationer til en smuk slange med højt hævet hoved.
I dag, tretten år efter indvielsen, fremstår bebyggelsen om end endnu mere harmonisk og velafbalanceret end dengang, de første beboere flyttede ind: Kobbertaget er smukt irret, de mørke vinduesrammer har fået patina, de grønne omgivelser er vokset til, og hundredvis af beboere skaber hver dag liv og leben.
Rækker ud over sin samtid
Set i historisk perspektiv er Bispebjerg Bakke både en fortsættelse og en fortolkning af en byggestil, som alle dage har kendetegnet det københavnske nordvestkvarter, der voksede frem i mellem- og efterkrigsårene. Ikke alene var 1950'ernes Nordvest-ejendomme udtryk for solid kvalitet og godt håndværk, tegnet af tidens ypperste arkitekter; de var også avantgarde, og arkitekter fra hele verden kom dengang rejsende til for at besigtige og beundre bygningerne.
Det var denne avantgardistiske byggetradition, som billedkunstneren Bjørn Nørgaard og formanden for Haandværkerforeningen i Kjøbenhavn i 2004 satte sig for at genoplive. Begge havde de en vision om at integrere kunst, arkitektur og håndværk og opføre et smukt og holdbart boligbyggeri i harmoni med omgivelserne og landskabet.