Gensyn med de gamle sten
Nu er tiden kommet til bygningernes indre, og det betyder, at også den hvide maling ganske forsigtigt fjernes, så de gamle formsten igen bliver synlige. I samme ombæring fjernes også de uensartede gulve, nedhængte lofter, kabelbakker mv., som gennem tiden har fundet vej ind i den statelige bygning i takt med, at de oprindelige store klasseværelser blev opdelt i mindre kontorrum.
- Bygningens indre var med årene blevet et sammensurium af forskellige former for gulvbelægning, gipsplader, forskellige type af maling og en skønsom blanding af de farver, som er blevet tilføjet i nyere tid. Nu får vi udskiftet og behandlet alle overflader og ført dem tilbage til en stil og et udtryk à la dengang, bygningen blev opført, siger Realdania By & Bygs arkitekt og projektleder Anders Brüel, som står i spidsen for den igangværende restaurering, og som også var med, da bygningens ydre blev restaureret for 16 år siden.
En sand farveeksplosion
Især farverne, som snart kommer til at pryde bygningens indre, vil give et markant anderledes udtryk. ”En sand farveeksplosion af guldokker, brændt terra di sienna, grøn umbra, dodenkopf, engelsk rød og grå”, lyder beskrivelsen fra Anders Brüel. Men ikke en eksplosion, som bare er grebet ud af den blå luft. Tværtimod. De kommende farver tager udgangspunkt i de originale farver, som en farvearkæolog har skrabet sig frem til i vægge og træværk.
- Når en farvearkæolog går i gang med at skrabe i lagene på en 160 år gammel bygning, vil der dukke et væld af farve op – ikke kun de helt oprindelige farver, men også farver, som er kommet til gennem tiden. Og når vi herefter skal finde frem til den rette farve til hvert enkelt rum, gælder det ikke bare om at snuppe den ældste farve, som er dukket frem i gravearbejdet. Det handler om at finde en sammenhængende farvesætning, der historisk og æstetisk giver mening, forklarer Anders Brüel.
De farvearkæologiske fund bruges som afsæt - ikke som facit - og altid med en samlet vurdering. Bygningerne skal ikke kun være smukke og historiske; de skal også være anvendelige i en moderne sammenhæng.
- Det skal være en god oplevelse at være i vores huse. I vores valg af byggematerialer og byggemetoder har vi stort fokus på indeklima og sundhed. I dag er der helt anderledes behov og krav til for eksempel lys, akustik og temperatur, end dengang søetatens pigebørn holdt frikvarter i den store aula, eller søværnets kadetter havde fægtetræning – og de krav og behov indgår som en væsentlig del af vores restaureringsplaner, siger Anders Brüel.