Sjælden værftgård i Tøndermarsken skal snart restaureres

En stråtækt gård med fire sammenbyggede længer i grundmur om et lille, lukket gårdrum, trekvartvalmede gavle, mønning af tørv og en høj frontkvist, der markerer indgangen.

Sådan ser den sønderjyske gård Nørre Sødam ud. Ikke et udtryk, som ved første øjekast vækker forundring, og så alligevel. En tur rundt om og indenfor i den 250 år gamle, fredede gård afslører en lang række særegne bygningstræk og en høj grad af autenticitet.

I den sydlige længe ses fx på indersiden af muren resterne af en særlig stolpekonstruktion, som engang var vidt udbredt i denne del af landet, men som i dag kun er bevaret få steder i området. Konstruktionen udgøres af en syv fag kraftig rem, hvorpå bjælker og tagværk hviler. De bærende stolper er anbragt i tværskillevæggene, hvor de tværafstivende kopbånd er til mindst mulig gene.

I gårdens store udskudslade ses en anden egnstypisk konstruktion, nemlig en højremskonstruktion, som ofte blev brugt i de store gårde i marskområdet, og som kendetegnes af solide stolper og bjælker, der bærer hele det store stråtag.

Den firlængede Nørre Sødam på toppen af en forhøjning i det åbne landskab syd for Møgeltønder er med andre ord ganske unik. Gården er en såkaldt værftgård, opført i midten af 1700-tallet. Den er en af de sidste intakte værftgårde og som sådan en sjælden repræsentant for en egnsbyggeskik, som i dag har stor betydning for den samlede historiske og miljømæssige værdi i hele marsken. Netop derfor blev gården sidste år købt af Realdania By & Byg, som inden længe går i gang med en omfattende restaurering, som skal bringe gårdens fine kvaliteter for dagens lys og sikre den for eftertiden.

Et værft - datidens klimasikring

En værftgård har intet at gøre med et værft, hvor der bygges og vedligeholdes skibe. Ordet værft refererer til det tyske warft - en kunstig banke i vadehavet, skabt af marskens fede jord.

Længe før der blev anlagt diger i disse stormflodstruede tidevandsområder, blev egnens gårde bygget på værfter, dvs. kunstige forhøjninger. Værfterne var datidens form for klimasikring, som skulle beskytte folk og fæ mod oversvømmelser og stormfloder, og det må have været et sælsomt syn, når marsken lå oversvømmet, og beboerne i små både måtte sejle rundt mellem værfternes gårde og sejle hen til kirken.

I dag er den højtbeliggende placering alene en smuk og idyllisk ramme for de tilbageværende værftgårde, men da de blev bygget, var disse forhøjninger - der kunne være op til fire meter høje - en livsnødvendig foranstaltning. I dag udgør værftgårdene en enestående byggeskik, som kun findes i denne sydlige del af Vadehavsregionen.

For yderligere at sikre mod det barske klima blev mange af de store gårde, heriblandt Nørre Sødam, tillige bygget med en særlig tømmerkonstruktion, hvor solide stolper og bjælker bar det store sammenbyggede stråtag. Den særlige konstruktion, hvor murene altså ikke var bærende, betød, at selv om al murværket blev skyllet bort af vandmasserne ved en stormflod, ville husets skelet og stråtag ikke styrte sammen.

En arkengaf - datidens brandsikring

Ordet ’værft’ eller warft er ikke den eneste egnsspecifikke betegnelse, som møder de besøgende på Nørre Sødam. Ved indgangspartiet i gårdens sydlænge mødes de også af en såkaldt arkengab eller arkengaf, som det udtales: En lille spids gavlkvist, der oprindeligt var forsynet med en luge, som dog på et tidspunkt er udskiftet med et vindue.

Arkengafen havde ikke blot til formål at markere indgangen; den havde en yderst praktisk funktion. Dels kunne gårdens beboere kaste hø op på loftet gennem lugen, dels kunne arkengafen sikre en flugtvej, hvis der gik ild i stråtaget. Arkengafen var med andre ord datidens brandsikring, der kunne forhindre et brændende stråtag i at styrte sammen over flugtvejen gennem hoveddøren.

Ud over den karakteristiske spidse gavlkvist over hoveddøren fremstår Nørre Sødam i sin helhed som en smuk firlænget gård i typisk vestslesvigsk byggestil med en velproportioneret og sluttet bygningskrop og med traditionelle materialer og farver:

Alle fire længer er stråtækte med trekvartvalmede gavle, mønning af tørv og skorstenspiber i rygningen. Laden har lave mure og et karakteristisk stejlt tag. Både tagrør og mønningens tørv er oprindeligt skåret i marsken, ligesom de røde teglsten, lagt i krydsforbandt med skrabefuger, er brændt i lokalområdet. Typen af sten veksler mellem munkesten, mindre sten (Flensburg/moppeformat) og normalsten.

Indenfor er køkkenet endnu udstyret med det gamle støbejernskomfur, hollandske kakler og viktualierum. Stuehuset fremstår med synlige loftbjælker, og flere steder ses gamle barokdøre fra 1700-tallet og fyldningsdøre med bukkehornsbeslag og klinkefald samt ældre luger, revledøre og støbejernsvinduer med et væld af detaljer.

Den kommende restaurering

I 1990’erne blev den gamle ko- og hestestald omdannet til Bed & Breakfast. Derfor er hele sydlængen, som oprindeligt var opdelt i stuehus og stald, og en del af vestlængen i dag indrettet til beboelse. Her er de fleste overflader, dvs. gulve, vægge og lofter, af nyere dato, og interiøret bærer præg af skiftende ejeres ombygninger. En af opgaverne for Realdania By & Byg ved den forestående restaurering bliver derfor at rekonstruere dele af ejendommens mere oprindelige indretning.

Vinduer og døre er en blanding af nye og gamle, og nogle vil blive udskiftet med mere originalt design for at sikre et sammenhængende arkitektonisk udtryk.

Udvendigt vil gården blive forsynet med nyt stråtag, ligesom murværk og tømmerkonstruktioner vil blive gennemgået. Samtidig er det hensigten at tætne og isolere huset, hvor det er muligt, så der kan skabes en bedre komfort og varmeøkonomi. En ny og mere CO2-venlig varmekilde i stedet for det nuværende oliefyr vil ligeledes være en del af restaureringen

Efter endt restaurering i 2022 skal gården anvendes til kombineret privat beboelse og Bed & Breakfast, men den forbliver i Realdania By & Bygs eje, hvor den indgår i samlingen af godt 50 historiske ejendomme, herunder også andre eksempler på egnsbyggeskik: Et tanghus fra 1865 på Læsø, en lille gård på Sejerø opført i 1873 med såkaldt sidebåndsbindingsværk, et lollandsk husmandssted med tækket gavl fra sidst i 1700-tallet, en 200 år gammel marskgård i Højer, en 250 år gammel fynsk bondegård med suler efter lokalt forbillede samt et lille byhus på Ærø fra 1690.

Alle er de med til at levendegøre fortællingen om dansk bygningskultur og danske egnsbyggeskikke, og hver især er de med til at vise, hvordan den danske bygningsarv kan levendegøres og fremmes gennem bevaring, forandring og udvikling.