Det er blevet kaldt 'Danmarkshistoriens største restaureringsprojekt'. Fem år tog det, før arkitekter, konservatorer, håndværkere og ingeniører kunne afslutte restaureringen af det 500 år gamle Odense Adelige Jomfrukloster. Til gengæld har restaureringen sikret, at klostrets mangfoldige og spraglede historie bogstavelig talt kan aflæses i hvert et rum, hver en krog og hver en detalje.
Da Realdania By & Byg overtog klosteret i 2004, fremstod bygningens indre som en stor og spraglet historisk collage. Bygningen havde fungeret som jomfrukloster i mere end 250 år, og alle arkitektoniske perioder og stilarter fra disse år var repræsenteret. Der var ikke én tids- eller stilperiode, som var den dominerende eller gennemgående.
Over tid var de mange lag af bemalinger og tapeter blevet dækket af nyere lag, og efterhånden som konservatorerne fik skrabet sig ind i væggene, viste det sig, at stilarterne spændte fra middelalder til sengotik, renæssance og barok.