Odense Adelige Jomfrukloster - en spraglet affære

Det er blevet kaldt 'Danmarkshistoriens største restaureringsprojekt'. Fem år tog det, før arkitekter, konservatorer, håndværkere og ingeniører kunne afslutte restaureringen af det 500 år gamle Odense Adelige Jomfrukloster. Til gengæld har restaureringen sikret, at klostrets mangfoldige og spraglede historie bogstavelig talt kan aflæses i hvert et rum, hver en krog og hver en detalje.

Da Realdania By & Byg overtog klosteret i 2004, fremstod bygningens indre som en stor og spraglet historisk collage. Bygningen havde fungeret som jomfrukloster i mere end 250 år, og alle arkitektoniske perioder og stilarter fra disse år var repræsenteret. Der var ikke én tids- eller stilperiode, som var den dominerende eller gennemgående. 

Over tid var de mange lag af bemalinger og tapeter blevet dækket af nyere lag, og efterhånden som konservatorerne fik skrabet sig ind i væggene, viste det sig, at stilarterne spændte fra middelalder til sengotik, renæssance og barok. 

25 historiske farvelag

I et af rummene, Den Gule Sal – som i dag er restaureret med væglærreder fra rokoko – fandt konservatorerne ikke færre end 25 historiske farvelag, og i biblioteket fra 1720 var bevaret den imponerende kamin og de indbyggede bogreoler, der i sin tid rummede den unikke bogsamling, som jomfruklostrets stifter, Karen Brahe, havde opbygget.

Begge rum er i dag smukt restaureret, tillige med de mange andre rum, som i dag står med hver sit unikke udtryk og vidt forskellige stiltræk. Da restaureringen gik i gang, traf arkitekterne nemlig den beslutning ikke at lade én bestemt stilperiode være dominerende, men derimod at lade klostrets mange stilarter stå synlige og aflæselige. 

Derfor er hvert eneste af de 50 rum i dag en sanseoplevelse af farver og mønstre, strukturer og overflader. En tur fra rum til rum er en rejse gennem mere end 500 års historie, og ligesom de mange stilperioder er også det historiske persongalleri en spraglet affære.

Konger, bisper og adelsfrøkener 

I de 500 år, som Odense Adelige Jomfrukloster har eksisteret, har de tykke mure dannet ramme om både høj og lav, om fester og hverdag, og huset har været ejet af konger, bisper og adel. 

Da adelskvinden Karen Brahe i begyndelsen af 1700-tallet overtog huset og stiftede Odense Adelige Jomfrukloster, blev der indrettet som en form for kollektiv for datidens ugifte adelsfrøkener – dog uden den frihed og det frisind, der er forbundet med nutidens kollektiver.

Tværtimod var frøkenerne underlagt en række strenge krav. De skulle være rettroende, deltage i morgen- og aftenbøn, og de måtte ikke forlade klosteret uden priorindens tilladelse. De måtte godt forlove og gifte sig – blot de ikke blev forlovet hemmeligt!

De adelige jomfruer boede på bygningens øverste etage, som oprindeligt bestod af to store rum, men efterhånden som adelsfrøkenerne flyttede ind, blev rummene delt op i mindre lejligheder. Hver gang en frøken flyttede ud, og en ny flyttede ind, blev der påført et nyt lag maling eller sat et nyt tapet op oven på de gamle. Det er grunden til, at den øverste etage i klosteret i dag fremstår som en labyrint af farver. 

I denne labyrint havde også H.C. Andersen sin gang, og i midten af 1830’erne fik han en stor beundrerinde. Digteren skrev i et brev: ”En gammel klosterfrøken Schleppegrell, vist henved 60, sværmer for mig, hun er næsten forliebt! I dag er jeg inviteret til hende i klostret. Se, de gamle, kan jeg nok få! De se på det solide, men de unge! Ak, var man dog meget smuk, eller meget rig! O Gud bevares!”

Kom med rundt i adelsfrøkenernes værelser og i alle de mange andre rum, når restaureringsarkitekt Dorthe Bendtsen viser rundt fra kælder til kvist og fortæller anekdoter fra husets 500 år lange historie som både bispegård, kongens gård, adelsgård og jomfrukloster.