x

Det Harboeske Enkefruekloster blev opført i årene 1663 – 69 af landdrost Simon de Pethum. Ejendommen blev senere solgt til den daværende lejer, generalbygmester Lambert van Haven.

 

I 1708 overtog Gehejmerådinde Christine Harboe ejendommen. Christine Harboe, født Fuiren, overtog Stormgade 14 efter sin moderens død. Christine Harboe var  hovedrig, idet hun både arvede fra sin mor og sin ægtefælde kabinetschef Jens Harboe. Baronesse Christine var barnløs, derfor testamenterede hun ved sin død i 1735 sin gård i Stormgade, herregården Støvringgård i Jylland samt sin kontante formue til oprettelse af to klostre. I fundatsen stod, at huset skulle være fribolig for ”13 fattige og gudfrygtige enker, hvis husbonder havde betjent en eller anden af de charger indført i de fem klasser af den kongelige rangforordning”.

Gennem tiden er det gamle kloster blev udsat for adskillige om- og tilbygninger under ledelse af nogle af tidens fremmeste arkitekter. G.D. Häusser, Laurids de Thurah og ikke mindst Aage Rafn har alle sat deres personlige præg på det Det Harboeske Enkefruekloster i et forsøg på at skabe bedre rammer for husets beboere og på at følge med tiden udenfor, der gang på gang er løbet fra bygningen.

I gården bag Det Harboeske Enkefruekloster blev der i 1931 opført yderligere en stiftelse, Martin og Johanne Siersteds Stiftelse. I den forbindelse blev der oprettet en række fællesfaciliteter for beboerne i begge ejendomme. I dag er der udover de 15 lejligheder også en række fællesrum, som kan benyttes af huset.

Meget har ændret sig siden 1708, men funktionen som enkefruekloster, er med en del modifikationer, opretholdt til den dag i dag. Beboerne i Stormgade 14 behøver ikke længere at være "trængende og gudfrygtige".

I dag er kriterierne for at komme i betragtning som beboer blot, at man skal være enlig kvinde og bosiddende i København. Et særligt fællesskab er dog tydeligt holdt i hævd i det historiske hus, hvor beboerne tager sig af hinanden.

Arkitekter

Den oprindelige bygning blev opført i 1663-69 af landdrost Simon de Pethum. Gennem tiden er det gamle kloster blev udsat for adskillige om- og tilbygninger under ledelse af nogle af tidens fremmeste arkitekter. G.D. Häusser, Laurids de Thurah (billedet) og ikke mindst Aage Rafn har alle sat deres personlige præg på Det Harboeske Enkefruekloster i forsøg på at skabe bedre rammer for husets beboere og i forsøg på at følge med tiden, der gang på gang er løbet fra bygningen.

Løbende udvidelse af huset

I første omgang blev det gamle barokhus udvidet med to fag og forhøjet med én etage. Arkitekten var G.D. Häusser, hvis hovedværk var det første Christiansborg. Til trods for udvidelsen med to fag og én etage var der kun plads til otte enker, og huset blev derfor på foranledning af Kong Frederik V i 1754-1760 moderniseret og udvidet - denne gang ved arkitekt Lauritz de Thurah. Huset fik på dette tidspunkt sin karakteristiske tredeling; to treetages pavilloner på hver seks fag omkring en toetages forbindelsesbygning i to etager.

Et af husets meget store problemer, nemlig den mangelfulde fundering, må tilskrives Thurah, idet den ældste del af huset ligger på fast grund, mens Thurahs udvidelse er opført på opfyld, som ikke har nær samme bæreevne - et problem, som Thurah tilsyneladende ikke har været opmærksom på.

Allerede i 1772 blev huset igen ombygget, sandsynligvis på grund af byggetekniske problemer i forbindelse med det flade tag på mellembygningen.

Sidste væsentlige ombygning og modernisering af den fredede ejendom foregik i 1920'erne, hvor der blev installeret nye køkkener i de enkelte lejligheder. I gården bag Det Harboeske Enkefruekloster blev der i 1930'erne opført yderligere en stiftelse, Martin og Johanne Siersteds Stiftelse. I den forbindelse blev der etableret fælles badefaciliteter for begge stiftelser i kælderen under det nye baghus.