Det Harboeske Enkefruekloster blev opført i årene 1663–69 af landdrost Simon de Pethum. Ejendommen blev senere solgt til den daværende lejer, generalbygmester Lambert van Haven.
I 1708 overtog Gehejmerådinde Christine Harboe ejendommen. Hun var født Fuiren og arvede Stormgade 14 efter moderens død. Christine Harboe var hovedrig, idet hun både arvede fra sin mor og sin ægtefælle, kabinetschef Jens Harboe. Da hun var barnløs, testamenterede hun ved sin død i 1735 sin gård i Stormgade, herregården Støvringgård i Jylland samt sin kontante formue til oprettelsen af to klostre. Ifølge fundatsen skulle huset være fribolig for ”13 fattige og gudfrygtige enker, hvis husbonder havde betjent en eller anden af de charger, der var indført i de fem klasser af den kongelige rangforordning”.
Gennem tiden er klosteret blevet ændret flere gange med om- og tilbygninger under ledelse af nogle af tidens fremmeste arkitekter. G.D. Häusser, Laurids de Thurah og ikke mindst Aage Rafn satte alle deres personlige præg på Det Harboeske Enkefruekloster i et forsøg på at skabe bedre rammer for husets beboere – og samtidig følge med udviklingen udenfor, der gang på gang overhalede bygningen.
I gården bag klosteret blev der i 1931 opført endnu en stiftelse, Martin og Johanne Siersteds Stiftelse. I den forbindelse blev der etableret fællesfaciliteter til beboerne i begge ejendomme. I dag rummer ejendommen ud over de 15 lejligheder også en række fællesrum, som beboerne kan benytte.
Meget har ændret sig siden 1708, men klosterets funktion er – med en del modifikationer – bevaret til i dag. Beboerne i Stormgade 14 behøver ikke længere at være ”trængende og gudfrygtige”.
Kriterierne for at komme i betragtning som beboer er i dag blot, at man skal være enlig kvinde bosat i København. Alligevel holdes et særligt fællesskab i hævd i det historiske hus, hvor beboerne tager sig af hinanden.
Arkitekter
Den oprindelige bygning blev opført i 1663-69 af landdrost Simon de Pethum. Gennem tiden er det gamle kloster blev udsat for adskillige om- og tilbygninger under ledelse af nogle af tidens fremmeste arkitekter. G.D. Häusser, Laurids de Thurah (billedet) og ikke mindst Aage Rafn har alle sat deres personlige præg på Det Harboeske Enkefruekloster i forsøg på at skabe bedre rammer for husets beboere og i forsøg på at følge med tiden, der gang på gang er løbet fra bygningen.
Få historiske huse og arkitektur hjem i stuen
Som medlem af Realdania By & Byg Klubben får du også adgang til digitale oplevelser i form af bøger og videoer, og via onlinerundvisninger kan du følge med hjemmefra, når erfarne fagfolk sender live fra ejendomme i hele landet.
Løbende udvidelse af huset
I første omgang blev det gamle barokhus udvidet med to fag og forhøjet med én etage. Arkitekten var G.D. Häusser, hvis hovedværk var det første Christiansborg. Til trods for udvidelsen med to fag og én etage var der kun plads til otte enker, og huset blev derfor på foranledning af Kong Frederik V i 1754-1760 moderniseret og udvidet - denne gang ved arkitekt Lauritz de Thurah. Huset fik på dette tidspunkt sin karakteristiske tredeling; to treetages pavilloner på hver seks fag omkring en toetages forbindelsesbygning i to etager.
Et af husets meget store problemer, nemlig den mangelfulde fundering, må tilskrives Thurah, idet den ældste del af huset ligger på fast grund, mens Thurahs udvidelse er opført på opfyld, som ikke har nær samme bæreevne - et problem, som Thurah tilsyneladende ikke har været opmærksom på.
Allerede i 1772 blev huset igen ombygget, sandsynligvis på grund af byggetekniske problemer i forbindelse med det flade tag på mellembygningen.
Sidste væsentlige ombygning og modernisering af den fredede ejendom foregik i 1920'erne, hvor der blev installeret nye køkkener i de enkelte lejligheder. I gården bag Det Harboeske Enkefruekloster blev der i 1930'erne opført yderligere en stiftelse, Martin og Johanne Siersteds Stiftelse. I den forbindelse blev der etableret fælles badefaciliteter for begge stiftelser i kælderen under det nye baghus.
