Efter tre års arbejde kunne Realdania By & Byg søndag den 21. august slå dørene op til åbent hus i den nyrestaurerede administrationsbygning, Glasalstrup, i Hasselager.
I løbet af dagen strømmede gæster til fra nær og fjern for at opleve den markante bygning, som i 1965 udgjorde et nybrud inden for dansk betonbyggeri og kontorindretning. Der var naboer og folk fra nærområdet. Arkitektstuderende. Tidligere medarbejdere hos det gamle glasfirma, de såkaldte ’Glasalstrup-veteraner’. Familiemedlemmer til Alstrup-familien. Folk, som havde arbejdet sammen med arkitekten bag Glasalstrup. Og hundredvis af nysgerrige og spørgelystne gæster i alle aldre.
For flere af de besøgende, som kunne huske tilbage til 1960’erne, gav Glasalstrup-besøget mindelser om en svunden tid, hvor begejstringen for beton blomstrerede og de åbne kontorlandskaber vandt frem. For den unge generation gav besøget mulighed for at nærstudere 1960’ernes hotteste interiørmode: hessian, fyrretræslameller og gråbrun nålefilt.
Både beton, indretning og interiør er i dag genskabt af Realdania By & Byg helt i tråd med de oprindelige ideer, og i søndags kunne det hele opleves ved et åbent hus-arrangement.