Ingeniør Varming - en mønsterbryder af de sjældne

"Han var en mønsterbryder. Et af de sjældne fund. En meget positiv bygherre". 

Sådan fortæller den i dag 93-årige arkitekt Gert Edstrand om den danske ingeniør Jørgen Varming, som Edstrand i mange år arbejdede sammen med. 

Som ung arkitekt i 1950'erne var Gert Edstrand ansat på arkitektparret Eva og Nils Koppels tegnestue, og her var han i 1952 med til at tegne Varmings eget hus i Gentofte. Mere end 70 år efter, at huset blev tegnet og bygget, erindrer Edstrand stadig sin forundring over de tekniske opfindelser, som ingeniør Varming dengang udtænkte og udlevede i sit hus, og som han på forbilledlig vis evnede at få integreret i husets arkitektur. 

Hertil skal lægges et andet betydningsfuldt karaktertræk hos den civilingeniøruddannede Varming, nemlig ”evnen til dyb empati med andre mennesker”, sådan som det er formuleret i bogen ”Varmings eget hus”, der er forfattet af arkitekt Johannes Hedal Hansen og udgivet af Realdania By & Byg, som i 2013 købte Varmings eget hus for at sikre og bevare huset, der i dag regnes for et ikonisk værk inden for nordisk boligbyggeri. 

Arkitektur og ingeniørkunst

Med den smukke placering, det skulpturelle ydre og det eksklusive materialevalg - sammensat af arkitekterne Eva og Nils Koppel - udstråler Varmings gulstensvilla på Skovvej i Gentofte da også usædvanlig gennemført arkitektur; ved nærmere øjesyn også usædvanlig ingeniørkunst. 

Det er tydeligt, at bygherren med sine tekniske indsigter og ingeniørmæssige bidrag i form af fx den dobbelthøje opholdsstue – der er blevet kaldt en af de mest vellykkede modernistiske rumdannelser i dansk arkitektur - det "svævende", indskudte plateau og det enorme hejsevindue har skabt forudsætningerne for Koppel-parrets arkitektur. 

Hertil kommer en lang række andre nyskabende tiltag som fx husets varmesystem, hvor varm luft via kanaler under gulvet blæses op igennem riste under vinduerne, emhætten som formodentligt var landets første, en skakt til vasketøj fra køkken til kælder, specialdesignede skydedøre og foldevægge samt et køkken-alrum, der blev udtænkt og skabt, længe før begrebet "køkken-alrum" overhovedet var opfundet.

Foregangsmand i disciplinen ‘integrated design’

Evnen til at forene teknik og arkitektur og evnen til at leve sig ind i arkitekt-visioner og samarbejde tæt med alle byggeriets parter mestrede Varming på sublim vis – ikke bare ved opførelsen af sit eget hus, men også i de mange bygninger, som han gennem et langt liv satte sit aftryk på, både herhjemme og i det store udland. Han var en af tidens absolutte foregangsmænd udi disciplinen ‘integrated design’.

Men selvom aftrykkene var store og bygninger ligeså – fx H.C. Ørsted Instituttet i København tegnet af Nils og Eva Koppel, Arne Jacobsens St. Catherine’s College i Oxford og Jørn Utzons Opera i Sydney – så var Varmings aftryk dog sjældent særligt synlige. 

Hvor andre af tidens ingeniører projekterede spektakulær, bærende og ofte synlige konstruktioner, så var Varmings konstruktioner – eller rettere installationer - i reglen helt usynlige. Fraværet af radiatorer i hans eget hus er et smukt eksempel på netop denne usynlighed – takket være det skjulte varmluftsystem.

Arkitekturen og den klassiske musik

Den musiske begavelse fik Varming ind med modermælken. Han kom til verden i 1906 som søn af Elisabeth Ruge og Kristoffer Nyrop Varming, og to altoverskyggende påvirkninger satte tidligt sit præg på hans liv: arkitekturen og den klassiske musik. 

Som kongelig bygningsinspektør havde hans far stor indflydelse på meget af tidens statslige byggeri, og allerede som barn hjalp den unge Jørgen til på tegnestuen. Også andre store arkitekter i familien prægede opvæksten, bl.a. Martin Nyrop, faderen Kgl. Bygningsinspektør og arkitekt Kristoffer Nyrop Varmings fætter, og dennes svoger Martin Borch. 

Musikken blev dyrket af alle i hjemmet, og som 10-årig begyndte Jørgen Varming at modtage undervisning af professionelle cellister. Han fortsatte med at spille dette instrument på højt niveau resten af sit liv – undertiden også i små ensembler på den lille scene, det indskudte plateau, i huset på Skovvej.

Steensen & Varming

Efter studentereksamen begyndte Varming studierne til civilingeniør på Polyteknisk Læreanstalt, og efter to år flyttede han til Newcastle, hvor han afsluttede sin uddannelse i 1930. I London arbejdede han et års tid hos sin fætter, Oscar Faber, der ejede et af Storbritanniens største ingeniørfirmaer, og efter sin hjemkomst til Danmark lærte han bygningsingeniøren Niels Steensen at kende. De besluttede at starte eget firma, og i 1933 blev det rådgivende ingeniørfirma Steensen & Varming grundlagt.

Den første opgave kom fra Varmings far, der overdrog projekteringen af konstruktionerne på det nye Universitetsbibliotek i København til de to unge, og flere andre arkitekter fik hurtigt øjnene op for de to talentfulde ingeniører. Sammen med arkitekt Arne Jacobsen vandt de i 1937 konkurrencen om Aarhus Rådhus og i 1936 Søllerød Rådhus, og på Niels Bohr Instituttet blev de rådgivere på de løbende ændringer af laboratorierne. 

I 1941 projekterede de arkitektparret Eva og Nils Koppels lille statslånshus ved Hundesømosen i Gentofte – det første af mange fælles projekter – og ti år senere opførte Jørgen Varming og hustruen Birgit deres eget hus i samme område.

Opgaver i udlandet

Steensen & Varmings første udenlandske opgaver landede i 1945 med projekteringen af gummifabrikken Brynmawr Rubber Factory i Wales og en kombineret busterminal og kontorbygning i Dublin. Senere fulgte flere udenlandske opgaver, bl.a. Coventry Cathedral i England, det Arne Jacobsen-tegnede St. Catherine’s College i Oxford og St. Thomas Hospital i London, og i Danmark arbejdede Steensen & Varming igen sammen med arkitektparret Koppel om H.C. Ørsted Instituttet.

En af de mest komplicerede opgaver for Steensen & Varming blev Jørn Utzons Opera i Sydney. Efter Utzons exit fra projektet i 1966 valgte Varming og ingeniørkollegaen Ove Arup at fuldføre deres opgaver i et forsøg på at sikre byggeriets færdiggørelse som oprindeligt tænkt. Dét lykkedes, og i kølvandet på denne opgave fulgte flere store opgaver i Australien. Steensen & Varming havde på det tidspunkt flere end 500 ansatte i fire lande. 

Da Jørgen Varming som 70-årig valgte at på pension, kunne han se tilbage på et langt og begivenhedsrigt liv i installationsteknikkens tjeneste. Han døde i 1996, 90 år gammel, og efterlod sig markante aftryk på omverdenen og markante indtryk på sine omgivelser. I bogen ”Varmings eget hus”, beskriver arkitekt Johannes Hedal Hansen mennesket Varming på denne måde:

”Hans særlige evne til at leve sig ind i arkitektens vision og samarbejde tæt med alle byggeriets parter gør ham enestående, også set i internationalt perspektiv. Jørgen Varming var, for at bruge hans egne ord, “en kunstner på sin egen måde – ikke bare en død fisk med en regnestok”.