Da den danske arkitekt Peter Ernst Iver Kornerup for 180 år siden satte sine håndværkere i gang med at bygge Vordingborgs nye råd-, ting- og arresthus, havde han næppe forestillet sig, at dette hus ville indskrive sig i arkitekturbøgerne som et af landets første og fineste historicistiske rådhuse, og næppe heller forestillet sig, at det 180 år senere ville pryde et nationalt frimærke, som nu bliver sendt land og rige rundt.
Arkitekt Kornerup havde måske nok håbet, at huset midt i Vordingborg og dermed også han selv ville få denne opmærksom og anerkendelse, for blandt datidens arkitekter hørte han absolut ikke til de mest kendte. I hans leveår dominerede store arkitekter som C.F. Hansen, G.F. Hetsch og senere M.G. Bindesbøll. Kornerup stod i skyggen af disse store navne, og gennem sin karriere lagde han kun navn til ganske få værker.
Når han alligevel dukker op i arkitekturbøgerne, skyldes det ét bygningsværk, som han egenhændigt skabte, som endnu eksisterer, og som med sikkerhed kan tilskrives ham, og det er rådhuset i Vordingborg.