Ikke begrænset af økonomien
Det var Boligselskabet Kingo, som stod i spidsen for opførelsen af Romerhusene i 1950'erne. Og for dem var det afgørende, at husene skulle kunne købes af jævne mennesker med almindelige indkomster. Det betød, at byggesummen ikke måtte overstige 35.000 kroner. Et stramt økonomisk loft, der nok kunne skræmme mange arkitekter væk, men ikke Jørn Utzon.
I stedet for at se det økonomiske loft som en begrænsning for det arkitektoniske udtryk, betragtede Utzon det som en udfordring og skabte nogle helt særlige løsninger for den overordnede bygningsstruktur og for detaljeringen.
Utzon prioriterede at anvende gedigne materialer til den ydre bygning og prisbillige og mere forgængelige materialer indvendigt. Vægtningen af materialerne symboliserer hans bestandige ønske om at skabe bygninger, som i deres ydre fremstår tidløse, og i deres indre fremstår foranderlige - helt i tråd med hans grundsyn om, at arkitektur er for mennesker - og mennesker forandrer sig gennem livet og gennem tiden.
Arkitektonisk helhed
Livet i huset var et af de vigtigste elementer i udviklingen af Romerhusene. Alligevel fremstår husene også udefra som en smuk arkitektonisk helhed; en ydre form med et naturligt, uforudsigeligt udtryk, hvilket i høj grad skal tilskrives Jørn Utzons sjældne evne til at forene mange ønsker i arkitekturen.
Med Romerhusene skabte Utzon et nordisk gårdhavehus, der brød med forestillingen om familieboligen som et fritliggende hus på egen grund. I stedet planlagde han de 60 huse i klynger på et stort fællesareal, der blev udformet landskabeligt med bakker, sø og eng.
Bebyggelsen inklusive de omkringliggende friarealer blev fredet i 1987 som en af de første større bebyggelser i nyere tid og blot 30 år efter opførelsen.
Banebrydende og samtidig traditionel
I Romerhusene kombinerede Utzon en række modernistiske træk – bl.a. en enkel og ligefrem planløsning og store glasfacader - med elementer hentet fra gårdhuse fra hele verden og fra den arketypiske, danske bondegård. Navnet Romerhus refererer således til husenes ‘indre’ atriumgård, der er inspireret af byhusene i Antikkens Rom.
Kombinationen af store fællesarealer og vinkelhuse med egne private gårdhaver var ny og utraditionel og blev i samtiden betragtet som ganske banebrydende. Til gengæld var der i materialevalget og de indvendige løsninger mange elementer, der holdt fast i traditionen.
Det gælder for eksempel de gedigne danske byggematerialer, gule mursten og tegltag, som blev valgt af Utzon, til trods for fremgangen af det industrialiserede byggeri og de mange nye byggematerialer i efterkrigstiden. Det samme gælder boligens indretning, hvor Utzon bl.a. undlod at indføre det dengang meget moderne spisekøkken, som fra midten af 1950’erne var begyndt at præge boligbyggeriet; i stedet valgte han at lave skydelåger mellem køkkenet og opholdsstuens spiseplads.