En beliggenhed ud over det sædvanlige. Så enkelt kan det siges om den fredede marskgård, Højergård, midt i sønderjyske Højer.
Ikke blot ligger gården i hjertet af en by, som rummer en af landets højeste koncentrationer af fredede og bevaringsværdige bygninger; gården ligger også i et af verdens fineste naturområder: Tøndermarsken. Her er naturen så enestående, at den er med på UNESCO’s fornemme liste over verdensarv.
Enestående natur, byggeskik og arkitektur
Siden Realdania By & Byg for fire år siden afsluttede restaureringen af marskgården Højergård og omdannede gårdens bygninger til en madlejrskole for børn og unge og et mødested for lokale natur- og madaktiviteter, er flere oplevelsestilbud kommet til.
I samarbejde med ”Vadehavets oplevelser" åbner Realdania By & Byg Klubben i efteråret dørene til den fredede gård og byder på et weekendophold, der forener kulturelle og kulinariske oplevelser med Tøndermarskens storslåede natur, der byder på store åbne vidder, flokke af fugle, frodig fauna og et smukt miks af land og vand.