En lille tidslomme med store fortællinger

”’Hvis disse vægge kunne tale’. Det er en sætning, jeg har hørt flere gange, når jeg har besøgt en ældre bygning. Hver gang har jeg undret mig lidt over det. Selvfølgelig er det rigtigt, at væggene ikke taler, så man kan høre det. Men jeg vil påstå, at hvis man ”lytter”, kan de ældre bygninger fortælle vigtige historier”.

Ordene kommer fra institutleder Arne Høi fra instituttet for Bygningskunst og kultur på Det Kongelige Akademi i København. Igennem mere end 30 år har han som arkitekt beskæftiget sig med forskellige aspekter af den byggede kulturarv - både som leder af Center for Bygningsbevaring i Raadvad, som kontorchef i Slots- og Kulturstyrelsen og nu som institutleder på Det Kongelige Akademi, Institut for Bygningskunst og Kultur. Gennem årene har han øvet sig i kunsten at ”lytte” til de gamle bygninger. Han er da heller ikke i tvivl om, hvad det er, bygningerne kan fortælle.

– De kan blandt andet fortælle os om forskellige livsvilkår og kapitler i samfundsudviklingen, og de kan fortælle om strømninger i dansk arkitektur og bygningskultur. 

De mange års erfaringer med at forske i og forstå historiske huse over hele landet har også lært arkitekten en anden vigtig lektie, nemlig at det ofte er i de små huse, at de store fortællinger gemmer sig. Et af dem ligger lige uden for Haderslev. 

Her i det flade dyrkede landskab, på landevejen Skovbøllingvej ligger et lille statshusmandsbrug – en beskeden ejendom, som umiddelbart ikke gør meget væsen af sig, men som rummer en stor historie om Danmark og danskerne for 100 år siden. For 13 år siden blev det fredede hus købt af Realdania By & Byg og nænsomt restaureret, så det i dag er sikret og bevaret for eftertiden og på den måde kan være med til videreformidle historien om en vigtig epoke i danmarkshistorien.

En uberørt tidslomme

De mange historier, som det lille hus gemmer på, stiftede Arne Høi bekendtskab med allerede for over 20 år siden, da han besøgte huset for første gang.

– Selv om det var første gang, jeg så huset, syntes jeg næsten allerede, at jeg kendte det. Det mindede om min mors barndomshjem, som jeg kun kender fra et let gulnet luftfoto af huset, der i sin tid havde hængt i min morfars stue. Siden har jeg hørt, at mange andre, der besøger det lille statshusmandsbrug på Skovbøllingvej, også har haft oplevelsen af allerede at kende det.

Og det er ikke så mærkeligt, at huset vækker minder for mange, forklarer Arne Høi:

I perioden mellem de to verdenskrige blev der nemlig opført over 2.800 lignende små statshusmandsbrug i Danmark, og mange af dem ligger stadig spredt over det ganske land. Alligevel var det netop statshusmandsbruget på Skovbøllingvej, som fredningsmyndighederne tilbage i 2005 valgte at frede – og med god grund. 

Huset var et af meget få – måske det eneste – som stod fuldstændig uberørt af tidernes skiften. Der ikke var bygget om eller bygget til. Der var ikke ændret ved rummenes størrelse eller indretning. Der var ikke udskiftet med termovinduer. Med andre ord: En uberørt tidslomme.

Husmand gennem et langt liv

Da Realdania By & Byg overtog det lille statshusmandsbrug i 2010, stort det stort set som dengang i 1934, da det blev bygget af husmanden Christian Mink, og i en alder af 104 år havde Mink dengang stadig sin gang i det lille hus og kunne supplere fortællingen om huset med en levende beretning om livet og hverdagen som husmand gennem et langt, langt liv.

I alle årene havde han værnet om huset. Indenfor var rumfordelingen i både stuehuset og udlængerne bevaret, og huset havde stadig de oprindelige vinduer og det tidstypiske køkken med brændekomfur og fadebur, sådan som det var blevet indrettet, da det i sin tid blev opført som hjem for en lille familie. Med datidens statslån fik mange familier ligesom familien Mink mulighed for at skabe sig et bedre liv med egen bolig og et selvforsynende jordlod.

Med Realdania By & Bygs restaurering er alle husets fine historiske kvaliteter bevaret: De små sammenbyggede bygninger – stuehus, stald og lade – som er opført med enkle hvidkalkede facader og røde cementtagsten på det halvvalmede tag og en fin muret skorsten i rygningen, den lille gårdsplads og den engang så velforsynede bondehave. 

Statslån til husmænd

Det fredede statshusmandsbrug er stadig et levende hjem, i dag dog nænsomt suppleret med tidssvarende og moderne faciliteter, og det er samtidig en nærværende fortælling om det selvforsynende husmandsliv for næsten 100 år siden og et troværdigt vidnesbyrd om en vigtig periode i Danmarkshistorien. En periode, hvor politiske tiltag som omfordeling af jord og særlige statslån kombineret med arkitektfaglig rådgivning skulle sikre bedre levevilkår for landbefolkningen.

– En ny jordlov fra 1919 – som i øvrigt var et resultat af mange politiske forhandlinger – gav mulighed for billige lån til opførelse af en række nye husmandsbrug. De skulle opføres på statens jord, som blev udlejet til husmændene, og målet var, at husmandsfamilierne skulle være selvforsynende og ernære sig selv, fortæller Arne Høi.

Til lånene knyttede sig en række særlige krav om alder og økonomi, og der blev stillet krav til bygningernes arkitektoniske kvalitet og udformning. Men med afsæt i dette kunne husmændene selv bygge de nye husmandssteder, der skulle danne ramme om bolig og landbrug.

– Historien om statshusmandsbrugene og de store landboreformer kan man læse om i historiebøgerne, men et besøg på det velbevarede statshusmandsbrug på Skovbøllingvej kan være med til at gøre historien så meget mere levende og forståelig. Hvis man lytter godt efter, kan man høre, at væggene ”taler” og på den måder hjælper os med at forstå, hvordan man levede, boede og drev landbrug og var selvforsynende med det meste på et statshusmandsbrug, lyder det fra Arne Høi.

FAKTA: Statshusmandsbrug

Et statshusmandsbrug var et mindre landbrug på 4-8 tønder land, der blev oprettet med forskellige former for statslig støtte i første halvdel af 1900-tallet. Via husmandsbrugene skulle familierne kunne forsørge sig selv, men på grund af brugenes ringe størrelse måtte husmændene dog ofte have anden beskæftigelse ved siden af for at kunne klare sig. 

I 1919 blev loven revideret, og husmandsbrugene skulle nu have en størrelse, som en familie kunne leve af. Statshusmændene var ikke egentlige ejere, snare lejere eller forpagtere og kunne ikke disponere fuldt over deres ejendom, og derudover skulle de hvert år betale en jordrente til staten.