Artikel fra Realdanias årsmagasin af Mikkel Sander Rudzy
Jesper Nygård havde ikke noget stort ønske om at forlade Vestegnen. Men en søndag sidst på sommeren satte han sig alligevel ind i sin bil med sin hustru og datter og kørte nordpå for at se på tre boliger, som hustruen havde fundet. Egentlig havde Jesper Nygård opstillet en række krav til familiens nye hjem, bl.a. at det skulle være vedligeholdelsesfrit. Mest af alt med det formål at gøre det stort set umuligt at finde et. Men da familien efter nogle timer nåede til den tredje bolig, skete der noget, som fik ham til at pakke alle sine krav væk.
”Vi var fuldstændig solgt, da vi så huset. Vi kom op til den her firlængede bondegård med stråtag, bindingsværk og stokroser. Det var bare ubegribeligt flot, og selv om det på ingen måde levede op til nogle af de ting, jeg havde listet op, så havde vi købt boligen fire dage senere,” fortæller Realdanias adm. direktør. Siden da har den tidligere bondegård, hvor der er indrettet syv ejerboliger, været det sted, Jesper Nygård kalder sit hjem. Det er her, hans børn er vokset op. Med udsigt til et gadekær, hvor der er blishøns om sommeren, og hvor kvarterets unge mødes og spiller ishockey om vinteren.
Hinandens forudsætninger
Selv betegner han sit hjem uden for Birkerød som at ”bo i byen, men på landet”. I den formulering ligger der en implicit pointe, nemlig den, at vi skal lade være med at tale om by og land som modsætninger. ”Jeg har altid haft det rigtig svært med, at der i et lille land som Danmark tales om by og land som modsætninger. By og land er hinandens forudsætninger.
Du kan ikke have en stærk hovedstad, hvis du ikke har et stærkt opland. Hvis du ikke har et sted, hvor vores fødevarer og vores energi bliver produceret. Du kan ikke have stærke købstæder, hvis der ikke er en stærk relation mellem købstaden og landsbyerne omkring. By og land spiller hinanden gode, og det er det, vi skal holde fast i,” påpeger Jesper Nygård og tilføjer: ”Dermed ikke sagt, at vi helt skal opgive betegnelserne ’by’ og ’land’. For der er selvfølgelig nogle forskellige rammer for de liv, man lever i byen og på landet. Men mange mennesker har et liv, hvor de i kraft af deres job, familie eller andre relationer lever deres liv både i byen og på landet.”