Farvetendenser fra flere perioder
Ud over den stemning, som farverne hver især fremkalender, så ligger der i alle de genskabte farver også et væld af historier om datidens farvemode og om en farveglad bygherre. Alle disse historier vækker begejstring, både hos Realdania By & Bygs arkitekt og hos konservator Line Bregnhøi fra Nationalmuseet, som har været med til at grave de originale farver frem.
- Vores farveundersøgelser afslørede, at der i Ejnar Ørnsholts hus har været fire bemalingsperioder. Det ældste lag, som blev påført i husets første år, viser, at Ejnar Ørnsholt og hans hustru i den grad havde taget de nye farvetendenser i begyndelsen af 1900-tallet til sig og farvesat huset i et væld af kraftige og markante farver, fortæller Line Bregnhøi, som via sit gravearbejde med skalpeller og små pensler lag for lag har kunnet tegne en samlet 100 års farvehistorie: Hvordan blev huset farvesat helt til en start? Hvornår blev det malet om? Hvilke typer maling og pigment blev der brugt, og hvilke farver blev der valgt til vægge, døre, lofter og facader.
Nu er huset restaureret fra yderst til inderst, og de ældste farvefund fra 1918 har dannet udgangspunkt for de farver, som i dag pryder lofter, vægge og træværk. Frants Frandsens forventning om at finde mange spændende farver holdt altså stik:
- Ejnar Ørnsholts eget hus er et fint eksempel på en familiebolig opført i en brydningstid i arkitekturhistorien. Da arkitekturretningen historicisme med sine mørke, mættede farver blev afløst af den lette nyklassicisme, skiftede farveskemaet, og mange valgte hvide og grå nuancer. Efterfølgende da den mere jordnære Bedre Byggeskik-bevægelse vandt indpas i byggeriet i årene omkring første verdenskrigs afslutning, kom farveglæden tilbage. Denne brydningstid afspejles på sublim vis i de forskellige valg af nuancer i Ørnsholt eget hus, siger Frans Frandsen, som glæder sig til at vise huset frem:
- Farver fortæller historie. De er en del af husets arkitektur og sjæl. Farverne er med til at skabe en stemning fra rum til rum, og de er samtidig med til at sætte huset ind i en historisk fortælling. Med de genskabte farver har vi nu tilføjet et lille kapitel til den store fortælling om Nakskov-arkitekten Ejnar Ørnsholt, lyder det fra Frants Frandsen.